Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Irsk bank i skammekrogen efter regnskab i rødt marked

Investor
/ritzau/FINANS

Handelsugen blev indledt med grønne tal fra morgenstunden mandag, men en pessimistisk stemning spredte sig siden, hvilket resulterede i røde børser på tværs af Europa.

De ledende indeks i Frankrig og Tyskland faldt 0,7-1,3 pct., mens faldet var noget mere behersket i Storbritannien, hvor det ledende indeks blot dykkede 0,1 pct.

Særligt slemt endte det mandag for Bank of Ireland, der med et kursfald på 14,9 pct. til 1,40 euro var en af de mest faldende aktier i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, som faldt 0,4 pct.

Banken kunne mandag fortælle, at nedskrivninger relateret til udbruddet af coronavirus har betydet et underskud i årets første kvartal, ligesom der ventes et tab for helåret.

I den anden ende af Stoxx 600-indekset endte tyske Wirecard. Aktien steg 8,6 pct. til 91,41 euro, efter at det fredag kom frem, at der etableres en ny afdeling med fokus på compliance.

Selskabet har været hårdt presset af beskyldninger om regnskabsmæssige uregelmæssigheder, og udmeldingen kan i Bank of Americas optik være med til at dulme investorernes bekymringer, skriver Bloomberg News.

Blandt sektorerne var den i forvejen hårdtprøvede rejsebranche i modvind, da det søndag kom frem, at flypassagerer, der ankommer til Storbritannien, ser ud til at skulle i fjorten dages karantæne.

Det ramte flyselskab, der er eksponeret mod landet - herunder Easyjet, der dykkede 6,3 pct. til 498 pence.