Fortsæt til indhold

Fem selskaber når historisk niveau på den amerikanske børs

De fem selskaber Microsoft, Apple, Amazon, Alphabet og Facebook udgør nu mere end 20 pct. af det amerikanske S&P 500-indeks. Det er den største koncentration i nyere tid.

Investor

Der bliver føjet endnu et kapitel til historiebøgerne om det ledende amerikanske S&P 500-indeks i denne tid. Microsoft, Apple, Amazon, Alphabet (Googles moderselskab) og Facebook har nemlig haft så meget vokseværk, at de fem selskaber tilsammen nu udgør mere end 20 pct. af det store amerikanske aktieindeks. Det er den største koncentration i nyere tid, viser en opgørelse, som kapitalforvalteren Formuepleje har lavet.

I perioden fra 1990 og frem til i dag blev den hidtidige top nået under it-boblen, da de fem største selskaber på daværende tidspunkt nåede op på at udgøre 18,1 pct. af S&P 500-indekset.

»Det er en koncentration, som har været undervejs i en længere periode, fordi markedet har koncentreret sig om de forretningsmodeller, som har succes,« siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje.

Og de fem selskaber har ifølge Otto Friedrichsen ikke været ramt af den samme modvind, som mange andre selskaber har været, under coronakrisen.

»De forbrugere, som ikke tidligere var brugere hos disse selskaber, er kommet på under coronakrisen. På den måde har disse selskaber ikke været berørt af det samme kollaps, som har ramt andre steder,« siger Otto Friedrichsen.

Effekten af dette er blevet understreget, når man ser på udviklingen i afkastet. Frem til opgørelsestidspunktet var S&P 500-indekset faldet med 4,6 pct. siden årsskiftet, og ser man på det selskab i S&P 500-indekset, der ligger lige i midten målt på afkastet, er det faldet med 11,8 pct. Omvendt er aktierne i de fem selskaber steget med mellem 10 og 30 pct. i den samme periode.

»Den måske væsentligste årsag til dette er, at de ikke har problemer med hverken likviditet eller solvens. Mens den er tørret ud i andre selskaber, er det ikke tilfældet for de fem selskaber. Og det har været med til at give medvind,« siger Otto Friedrichsen.

Forskellen i medvinden til de fem store selskaber i toppen af indekset og modvinden i den anden ende af indekset har været så stor, at den såkaldte spredning i indekset ikke er set større siden finanskrisen.

»Hvis man ser indeksafkastet, ser det egentlig fint nok ud, men markedet er skævvredet,« siger Otto Friedrichsen.

Artiklens emner
Formuepleje
Otto Friedrichsen