USA/åbning: Nasdaq styrer mod rekord efter ny grøn start
De amerikanske aktier fortsætter i mandagens tidlige handel det positive spor, der blev lagt fredag med en stærkt positivt overraskende arbejdsmarkedsrapport for maj.
Efter kort tids handel stiger S&P 500-indekset med 0,4 pct., og Dow Jones-indekset går 0,8 pct. frem, mens Nasdaq-indekset må nøjes med en beskeden fremgang på 0,1 pct. til 9826,25.
Det er dog nok til at sende indekset i rekord, hvis niveauet holder dagen ud. Den hidtidige rekord blev nået den 19. februar - inden coronakrisen for alvor fik fat i markedet - da indekset sluttede i 9817,18.
Også S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset er nu pænt under 10 pct. fra deres respektive rekorder.
Markedet er fortsat præget af udpræget sektorrotation, hvor meget cykliske aktier samt finanspapirer er i utrolig høj kurs blandt investorerne.
Det betyder også, at flere af de større teknologiaktier, som Nasdaq-indekset er rigt på, og som drev den første bølge af stigninger efter de værste coronalussinger, skubbes i baggrunden og i stedet bruges som finansiering til vejen ind i de cykliske aktier i blandt andet bygge- og oliesektoren samt rejse- og fritidssektoren.
Bevægelsen aflæses i mandagens tidlige handel, hvor olieselskaberne Apache Corporation, Occidental Petroleum og Marathon Oil Corporation stiger mellem 6,4 pct. og 9,4 pct.
De to kæmper i sektoren, Exxon Mobil og Chevron, stiger i øvrigt med henholdsvis 2,6 pct. til 54,49 dollar og 1,7 pct. til 102,48 dollar.
Blandt rejseaktierne stiger Norwegian Cruise Line Holdings og Carnival Corporation med 10,7 pct. til 24,81 dollar og 11,0 pct. til 23,88 dollar, og luftfartsselskaberne American Airlines og United Airlines stiger med henholdsvis 6,3 pct. til 19,75 dollar og 8,0 pct. til 45,79 dollar.
Udsigten til en let positiv start mandag følger efter stigninger på 2,1-3,2 pct. til de tre toneangivende amerikanske indeks fredag.
Her skyllede endnu en bølge af optimisme ind over investorerne, da den officielle beskæftigelsesrapport for maj overraskede klart positivt.
- Vi har i dag fået overraskelsen over alle overraskelser i vores liv som investorer. Timingen af det økonomiske opsving er fremrykket kraftigt. Markedet havde allerede indikeret, at den økonomiske aktivitet var ved at komme sig, og i dag er det bekræftet, sagde Bryce Doty, der er porteføljeforvalter hos Sit Investment Associates i Minneapolis, til Washington Post oven på offentliggørelsen.
Rapporten viste, at der blev skabt 2,5 mio. job uden for landbruget i maj, mens økonomerne havde ventet yderligere et tab på 7,5 mio. arbejdspladser efter aprils rærlige rapport.
Det betød også, at arbejdsløsheden faldt til 13,3 pct. fra 14,7 pct., mens der var ventet en yderligere stigning til 19,0 pct.
Efter arbejdsmarkedsrapporten venter investorerne nu også i spænding på onsdagens kulmination på denne uges rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Ved det seneste møde - i april - pegede centralbankchef Jerome Powell på meget tunge konsekvenser af coronakrisen, og vurderingen var dengang, at det formentlig ville kunne mærkes i mere end et år.
Med fredagens offentliggørelse er markedet interesseret i at finde ud af, hvorvidt den retorik kan have ændret sig til det mere positive.
Blandt økonomerne er der dog ingen forventning om, at Federal Reserves ledende rentesatser skal ændres ved mødet.
