Mandagens obligationer: Renterne vendte rundt og endte i fald
Mens de danske handlere fejrede grundlovsdag fredag i sidste uge viste den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for maj sig stærkt positivt overraskende.
Og det var med til at sætte en bevægelse mod stigende renter på det amerikanske marked i gang, som også smittede af blandt de danske statspapirer tidligt mandag.
Ud på dagen røg renterne dog igen på retur, og så endte det i stedet med et fald på 1 basispoint til minus 0,17 pct. for den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme.
Midt på formiddagen var renten oppe i minus 0,13 pct.
Fredagens arbejdsmarkedsrapport overraskede stærkt positivt ved at vise en jobskabelse uden for landbruget på 2,5 mio. job, mens økonomerne havde ventet et tab på 7,5 mio. arbejdspladser som opfølgning på den rædderlige rapport for april.
Mandag var der ingen større begivenheder at forholde sig til for investorerne, når det kommer til nøgletal eller taler fra topfolk i verdens centralbanker.
Derfor brugte investorerne tiden på at kigge frem mod denne uges rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der indledes tirsdag og afsluttes onsdag aften dansk tid med en rentemelding.
Blandt økonomerne ventes der ingen ændringer i den ledende rente, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

