Mandagens aktier: Danske Bank og Mærsk fortsatte fest - men C25 faldt
Danske Bank bragede atter en gang frem i mandagens danske aktiehandel, hvor C25-indekset dog samlet set endte med et moderat fald.
Markedet var på ugens første dag fortsat præget af den sektorrotation, der på det seneste har påvirket klart, og grundet det danske eliteindeks' sammensætning og et par negative nyheder for ellers cykliske aktier betød det samlet set et lille fald herhjemme.
I Europa generelt var udsvingene blandede, men det kom også, efter at de fleste større indeks tog store hop fredag, mens de danske handlere fejrede grundlovsdag.
I Italien og Spanien, hvor mange banker er repræsenteret i de ledende indeks, FTSE MIB og Ibex, var der også moderate plusser ved dansk lukketid mandag.
C25-indekset faldt med 0,2 pct. til 1331,65, men flere cykliske aktier steg markant i håbet om en hurtig økonomisk genrejsning efter coronakrisen.
- Markederne synes fortsat immune over for de øgede spændinger mellem USA og Kina og ikke mindst de seneste demonstrationer som følge af drabet på George Floyd, skriver Andreas Østerheden, der er chefstrateg hos Nordea, i en kommentar.
Ud over positiv påvirkning fra sektorrotationen mod særligt cykliske aktier og finanspapirer var Danske Bank mandag også positivt påvirket af flere selskabsspecifikke nyheder.
Blandt andet er Danmarks største bank ifølge Børsen i færd med større interne omstruktureringer, der fundamentalt skal ændre arbejdsgangene i banken.
Ifølge bankens egen ledelse er der tale om "den største ændring i mindst 30 år," skriver Børsen.
Samtidig har Danske Bank også oplyst, at den sælger sin afdeling i Estland, der håndterer erhvervsudlån og udlån til den offentlige sektor.
Køberen er LHV Park - Estlands største finanshus - der sidste år også købte Danske Banks private portefølje i Estland.
Danske Bank-aktien steg med 7,5 pct. til 97,58 kr.
Det positive cykliske fokus smittede igen også positivt af på Mærsk-aktierne, som også var understøttet af, at den britiske storbank HSBC har løftet kursmålet til 9300 kr. fra 7550 kr.
Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Mærsks B-aktie steg 7,4 pct. til 8072 kr., og A-aktien gik 6,9 pct. frem til 7480 kr.
FLSmidth steg i øvrigt med 6,1 pct. til 213,20 kr., og Jyske Bank, der også blev trukket med op af det positive finansfokus, hoppede 5,2 pct. til 210,80 kr.
Stenuldsproducenten Rockwool, som normalt også trækkes med op på gode dage for cykliske aktier, kunne ikke følge med mandag, hvor to finanshuse var på gaden med negative analyser.
Danske Bank sænkede sågar sin anbefaling med to hak, så den ny lyder på "sælg" mod tidligere "køb".
Kursmålet er justeret til 1700 kr. fra 1600 kr.
Samtidig sænkede Handelsbanken sin anbefaling til "sælg" fra "hold", mens kursmålet her uændret er 1850 kr., viser data fra Bloomberg News.
Rockwools B-aktie bakkede 1,0 pct. til 1861 kr.
I bunden var igen også tunge defensive aktier som Genmab, Coloplast og Ambu, der faldt med 2,0-3,1 pct.
C25-indeksets tungeste aktie, Novo Nordisk, faldt desuden 1,2 pct. til 424,50 kr.
De traditionelt cykliske bryggeriaktier hos Carlsberg og Royal Unibrew røg i hver sin retning mandag.
Her steg Carlsberg 3,2 pct. til 929,40 kr. Bryggeriet kunne notere sig, at amerikanske JPMorgan har løftet sin anbefaling af aktien til "overvægt" fra "neutral", og kursmålet er skruet op til 1050 kr. fra 825 kr.
Også Bernstein har set på aktien igen og løftet sit kursmål til 1110 kr. fra 1000 kr. Her er anbefalingen fortsat "outperform".
Unibrew faldt omvendt 2,1 pct. til 548,80 kr., idet JPMorgan her er knap så positivt indstillet.
Finanshuset har nemlig indledt dækning med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 465 kr.
Blandt sidepapirerne bragede Maersk Drilling frem med 14,7 pct. til 187,60 kr., på en dag der generelt var præget af positiv stemning blandt aktier relateret til oliesektoren.
Det skyldtes fortsat stigende priser på olie efter en forlængelse af de gældende produktionsnedskæringer hos Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.
Bang & Olufsen steg desuden 6,3 pct. til 29,54 kr., efter at selskabet mandag oplyste om en partneraftale inden for gaming med Microsofts konsolbrand, Xbox.

