Markedsoversigt: Danske tog toppen i rødt marked - renterne faldt
Danske Bank bragede atter en gang frem i mandagens danske aktiehandel. C25-indekset endte dog samlet set endte med et moderat fald på 0,2 pct. til 1331,65 på ugens første dag, der fortsat var præget af den sektorrotation, der på det seneste har påvirket klart.
- Markederne synes fortsat immune over for de øgede spændinger mellem USA og Kina og ikke mindst de seneste demonstrationer som følge af drabet på George Floyd, skriver Andreas Østerheden, chefstrateg hos Nordea, i en kommentar.
Ud over positiv påvirkning fra sektorrotationen mod særligt cykliske aktier og finanspapirer var Danske Bank mandag også positivt påvirket af flere selskabsspecifikke nyheder som en større intern omstrukturering, der fundamentalt skal ændre arbejdsgangene i banken. Ifølge bankens egen ledelse er der tale om "den største ændring i mindst 30 år," skriver Børsen.
Samtidig har Danske Bank også oplyst, at den sælger sin afdeling i Estland, der håndterer erhvervsudlån og udlån til den offentlige sektor til LHV Park. Danske Bank-aktien steg med 7,5 pct. til 97,58 kr.
Det positive cykliske fokus smittede også positivt af på Mærsk-aktierne, som også var understøttet af, at den britiske storbank HSBC har løftet kursmålet til 9300 kr. fra 7550 kr. og fortsat anbefaler "køb". B-aktien steg 7,4 pct. til 8072 kr.
Stenuldsproducenten Rockwool, som normalt trækkes op på gode dage for cykliske aktier, kunne ikke følge med mandag, hvor Danske Bank sænkede sågar sin anbefaling med to hak, så den ny lyder på "sælg" mod tidligere "køb", og Handelsbanken skruede ned til "sælg" fra "hold".
Rockwools B-aktie bakkede 1,0 pct. til 1861 kr.
På markedet for statspapirer smittede fredagens overraskende gode amerikanske arbejdsmarkedsrapport for maj af på de indledende handler med stigende renter. Men ud på dagen røg renterne dog igen på retur, og så endte det i stedet med et fald på 1 basispoint til minus 0,17 pct. for den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme.
Midt på formiddagen var renten oppe i minus 0,13 pct.
Fredagens arbejdsmarkedsrapport overraskede stærkt positivt ved at vise en jobskabelse uden for landbruget på 2,5 mio. job, mens økonomerne havde ventet et tab på 7,5 mio. arbejdspladser som opfølgning på den rædderlige rapport for april.
Mandag var der ingen større begivenheder at forholde sig til for investorerne, når det kommer til nøgletal eller taler fra topfolk i verdens centralbanker.
Derfor brugte investorerne tiden på at kigge frem mod denne uges rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der indledes tirsdag og afsluttes onsdag aften dansk tid med en rentemelding.
Blandt økonomerne ventes der ingen ændringer i den ledende rente, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

