Aktiemarkederne sitrer af nervøsitet over potentiel andenbølge
De europæiske aktiemarkeder har taget hul på en ny handelsuge med markante fald, og det er frygten for en ny opblussen af coronavirussmitttede, som får markederne til at skælve.
For anden dag i træk har Beijing rapporteret en stigning i antallet af smittede, ligesom at man også i USA over weekenden har registreret stigninger i både nye tilfælde af virussmittede og antallet af indlagte med coronavirus.
De ledende europæiske indeks ligger med fald mellem 2,2 pct. og 2,7 pct. Herhjemme falder C25-indekset med 2,2 pct.
- Man har basalt set en situation nu, hvor landene løfter restriktionerne, og hvor antallet af smittetilfælde vil stige. I et marked der allerede var i den overkøbte zone, kan alle nyheder på den front udløse salg.
- Det er urealistisk for markederne at regne med en V-formet genopretning, vurderer Hao Hong, der er chef for research hos Bocom International i Hong Kong, over for Reuters.
Også de asiatiske markeder faldt betydeligt mandag. Nikkei 225 faldt 3,5 pct., Hang Seng-indekset bakkede med 2,3 pct., og Shanghai Composite faldt 1 pct.
- Markedet et steget betydeligt siden bunden i marts, og det var baseret på en masse optimisme omkring økonomien. Men nu får investorerne et realitetstjek. Markederne indser nu, at Covid-situationen stadig ikke er under kontrol, forklarer James McGlew, chef for investeringsfirmaet Argonaut.
Det brede Stoxx 600-indeks falder mandag formiddag 2,6 pct.

