- Opdateret 26/06/2020 kl. 07:29
- Artiklen opdateres
Storaktionær har fuldt udnyttet tegningsoptioner i B&O
Det meddeler det Hongkong-baserede selskab natten til fredag.
Da B&O annoncerede, at selskabet ville rejse cirka 400 mio. kr. i en fuldt garanteret fortegningsemission, sad Sparkle Roll på omtrent 11,45 pct. af aktierne i Struer-koncernen.
- For at opretholde gruppens proportionelle ejerskab i B&O har gruppen fuldt udnyttet sine allokerede knap 9,4 mio. tegningsoptioner, skriver Sparkle Roll i meddelelsen.
Elektronikkoncernen regner med at få 356 mio. kr. i kassen for salget af den store portion nye aktier, når selskabets omkostninger og udgifter til udbuddet er trukket fra.
Aktionærerne godkendte i starten af juni selskabets planer om at udbyde 81,85 mio. nye aktier for 5 kr. stykket.
Det vil sikre et bruttoprovenu ved en fuld tegning af aktierne på 409,2 mio. kr.
Emissionen er blevet gennemført med fortegningsret til eksisterende aktionærer. De har fået to tegningsretter per aktie i koncernen.
Handelsperioden for tegningsretterne blev afsluttet den 22. juni. Derfor ventes B&O at offentliggøre resultatet af udbuddet fredag.
Den første handelsdag for de nye aktier ventes at blive den 3. juli.
/ritzau/FINANS