Fortsæt til indhold

Valuta: Euro tabte pusten sidt på dagen

Den fælleseuropæiske valuta, euro, lå indledningsvist fredag til revanche over for dollar, men øget nervøsitet for en andenbølge af coronasmittede gav hen på eftermiddagen igen fornyet styrke til den amerikanske valuta.

Investor
/ritzau/FINANS

Styrkelsen af euro først på dagen kom, efter at Den Europæiske Centralbank, ECB, på sit pengepolitiske møde torsdag gentog sin støtte til den massive hjælpepakke og samtidig meddelte, at den planlægger en ny likviditetsfacilitet for centralbanker uden for eurozonen.

Det har skabt en forhåbning i markedet om, at centralbankes støtteopkøb måske bliver forlænget ved udgangen af året.

- Det, vi har set de sidste fire-seks uger, har været en stor omvending i holdningen til euroen, og det vil være meget støttende for valutaen, alt efter udviklingen i EU's hjælpepakke, siger Chris Turner, chef for globale markeder hos ING, til Reuters. Han venter, at euroen vil styrkes til 1,2 dollar inden året er omme.

Euro var i løbet af fredag formiddag oppe i 1,1239 dollar, men hen på eftermiddagen blev styrkelse vendt til svækkelse samtidig med, at det fra Texas blev oplyst, at guvernøren beordrede barerne og visse fritidsaktiviteter lukket på grund af markant stigning i antallet af coronasmittede, som også har ramt Florida og Californien.

Euro kostede fredag eftermiddag 1,1208 dollar mod 1,1213 dollar torsdag eftermiddag, mens dollar lå i 107,21 yen per dollar mod 107,18 yen torsdag eftermiddag.

Pund kostede fredag 1,2327 dollar mod 1,2404 dollar torsdag eftermiddag.