BP stiger trods massive nedskrivninger og halvering af udbyttet
Oliegiganten BP stiger på børsen i London tirsdag formiddag med 6 pct. efter selskabets regnskab for andet kvartal. I regnskabet halveres udbyttet til 5,25 cent per aktie fra 10,5 cent i første kvartal.
Regnskabet er præget af BP's beslutning om nedskrivninger på 6,5 mia. dollar på olie- og gasaktiver, hvilket reflekterer nedreviderede prognoser for olie- og gaspriserne.
Det er den primære årsag til, at selskabets underliggende nettoresultatet viser et underskud på 6,7 mia. dollar mod et overskud på 2,8 mia. dollar i samme periode sidste år.
Den underliggende resultatudvikling reflekterer naturligvis også den vigende efterspørgsel, efter at covid-19 ramte den globale økonomi.
Det samlede resultatet for kvartalet er dog et endnu større underskud på 16,8 mia. dollar, hvor nedskrivninger også gør det store udslag.

