Parken-aktien falder efter underskudsmelding
Fredag aften meldte Parken et forventet stort underskud ud. Mandag morgen kvitterer investorer med kursfald.
Parken Sport & Entertainments aktiekurs falder mandag morgen.
Kort efter fondsbørsens åbning kl. 9 var Parken-aktien faldet med over 7 pct. Det var det største fald mandag blandt de danske aktier.
Siden har aktiekursen dog rettet sig en smule op, og Parken-aktien var kl. 9.20 faldet med knap 4 pct.
FCK-ejerens aktiefald sker efter, at underholdningskoncernen fredag aften efter børslukning meldte ud, at selskabet forventer underskud på mellem 150 og 200 mio. kroner før skat i 2020.
Tidligere forventede selskabet at komme ud med et resultat mellem 0 og 20 millioner kroner i overskud.
Samtidig forventer at komme ud af 2020 med en omsætning i niveauet 550-650 mio. kroner. Tidligere hed forventningerne 900-950 mio. kroner.
Det er coronapandemien, der har Parken Sport & Entertainment hårdt.
»Det er naturligvis frustrerende og ærgerligt, at covid-19-pandemien har ramt os hårdt over en bred front fra fodbolden til Lalandia, men vi kan glæde os over, at både FC København og Lalandia under de vanskelige forhold har leveret tilfredsstillende resultater,« sagde Parken-formand Bo Rygaard fredag i forbindelse med de nye forventninger.
Selvom mandag hidtil har budt på nedtur for Parken-aktien, kan morgendagen måske bringe noget helt andet. For mandag aften spiller FC København mod mægtige Manchester United i Europa League-kvartfinalen.
Vinder FC København, vil det givetvis sende Parken-aktien gevaldigt op.

