Fortsæt til indhold

Asien: Virusbekymringer holder investorerne tilbage

Investor
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktier har onsdag svært ved at spejle sig i gårsdagens Wall Street-stigninger, da vedvarende bekymringer over det globale økonomiske opsving holder investorerne tilbage.

Og med de japanske investorer tilbage efter en forlænget weekend dykker børsen i Tokyo, da de internationale kursfald skal indregnes i den japanske prissætning, hvilket øger indtrykket af en negativ overordnet indstilling.

- Jeg tror, det afspejler en langvarig forsigtighed. Pandemien er stadig et problem, og aktierne uden for teknologisektoren tynges stadig af covis-19, siger analytiker Moh Siong Sim fra Bank of Singapore til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan er næsten uændret, mens de amerikanske futures peger på kursstigninger på Wall Street på op til 0,4 pct. Nasdaq-indekset står samtidig til at droppe 0,4 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo falder det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,4 pct., og også det bredere Topix-indeks viger 0,4 pct.

De kinesiske aktiemarkeder er blandede. Shanghai Composite ligger uændret, CSI 300 stiger 0,1 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks falder marginalt.

På de øvrige børser peger pilen ligeledes i forskellige retninger.

Kospi-indekset i Seoul og Taiwans Taiex-indeks falder henholdsvis 0,2 pct. og 0,4 pct., Singapores Strait Times-indeks dropper 0,1 pct., mens Australiens ASX-indeks kort før lukketid er steget 2,2 pct.