Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Fortsat på rekordniveau - Coloplast og Mærsk trækker

Investor
/ritzau/FINANS

Med Coloplast og Mærsk-aktierne i top bevæger det danske marked sig fortsat på rekordniveau.

Det danske eliteindeks ligger tirsdag middag 0,7 pct. højere i 1505,65. Tirsdag steg indekset med 1,6 pct. til årets rekord nummer 30, 1495,70.

Det danske marked kører modsat kollegaerne ude i Europa, hvor der typisk er fald omkring 0,5 pct.

- Det har vi gjort mange gange før, og i dag skyldes det den positive effekt fra de pæne stigninger i Coloplast og Mærsk, konstaterer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.

Han mener dog, at man bør have en lettere afventende holdning, og se hvad der sker under aftenens præsidentielle debat i USA.

Coloplast lancerer ny strategi frem mod 2025 og præsenterer den på en virtuel kapitalmarkedsdag. Strategien indebærer, at selskabet vil gå efter en organisk vækst på 7-9 pct. om året i strategiperioden fra basisåret 2019/20, der udløber onsdag.

- Det er lidt overraskende med en ventet vækst på 7-9 pct., set i lyset af at Coloplast over de seneste fem år ikke har været i stand til at levere en vækst på mere end 8 pct. - og i øvrigt venter en vækst på 4 pct. i år, siger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Markedet har dog godkendt strategien og sender aktien op med 4,7 pct. til 1026,75 kr.

Mærsk-aktierne nyder godt af et par løftede anbefalinger fra udenlandske finanshuse.

Amerikanske Jefferies løfter sin anbefaling af Mærsk til "køb" fra "hold", og samtidig skrues kursmålet op til 12.500 kr. fra 9500 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Den amerikanske storbank Goldman Sachs løfter også sin anbefaling af aktierne i A.P. Møller-Mærsk til "køb" fra "neutral" og skruer kursmålet op til 12.700 kr. fra 10.000 kr.

Mærsk er i kridthuset hos analytikerne lige nu, og selskabets aktier har fået fire anbefalingsløft siden midten af august.

Tirsdag middag stiger Mærsks B-aktie med 2,7 pct. til 10.005 kr.

Demant aktien falder 0,3 pct. til 197,50, selv om norske ABG Sundal Collier har løftet sin anbefaling til ”køb" fra "hold" og løftet kursmålet til 228 kr. fra 196 kr.

Mandag steg Demant-aktien med hele 10 pct. til 198 kr.

Amerikanske Goldman Sachs løfter kursmålet for DSV Panalpina til 1120 kr. fra 975 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb". Dermed er vejen banet for endnu en rekord i aktien. I givet fald vil det være den sjette rekord i aktien på ligeså mange handelsdage.

DSV aktien stiger 1,6 pct. til 1042 kr.