Fortsæt til indhold

USA/lukning: Små minusser tirsdag - Facebook og Nvidia trak op

Investor
/ritzau/FINANS

Efter solide plusser de to foregående handelsdage svingede humørpendulet til den anden side tirsdag, da aktiemarkedet i USA bakkede - med størst tilbagegang til cykliske sektorer.

Onsdag morgen var der fra start lidt mere positivitet i markedet med stigninger i de store indeksfutures på ca. 0,3 pct. Men stigningerne blev vendt til fald på omkring 0,6 pct. efter den længe ventede tv-debat mellem USA's præsident Donald Trump og den demokratiske udfordrer Joe Biden.

Kursfaldene kom på trods af en solid læsning af de amerikanske forbrugeres syn på økonomien i september, men var udløst af en stigning i vækst i coronasmitten i New York, som kan varsle ilde.

Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund 0,5 pct. Teknologiaktierne på Nasdaq så desuden et fald på 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset sluttede 0,5 pct. i minus.

- Smittetallene fra New York er den negative historie tirsdag, og det rammer alt det cykliske, og derfor falder luftfart, finans og industri, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Korrektion de foregående uger var udløst af en rotation ud af vækst og ind i værdi. Men der ikke nok værdiaktier i USA, så det trak markedet ned. Det, som siden er sket, er, at de store tunge teknologiaktier nu holder stand. Desværre skal der negative historier i spil, for at det sker. Øgede smittetal, frygt for nedlukning og den slags.

Mens politikerne i Washington ikke kan blive enige om en fjerde hjælpepakke, efter at de tre første er udløbet, så nærmer valget i starten af november sig, og netop tirsdag aften løber den første tv-debat mellem de to kandidater, præsident Trump og Demokraternes Joe Biden, af stablen.

Valget er den helt store usikkerhed, da de to kandidater repræsenterer hver sin vej fremad, men især er usikkerheden taget til, efter Donald Trump har nægtet at garantere en fredelig magtoverdragelse, hvis han skulle tabe.

Tirsdagens nyhed fra USA's økonomi var ellers en positiv læsning af forbrugertilliden i september, da den steg til 101,8 point fra 86,3 point i august, og mens 90 indekspoint var ventet, ifølge Bloomberg News.

Alligevel var det de cykliske aktier, som har brug for et solidt opsving, der klarede sig værst tirsdag. I bunden faldt energisektoren med 2,7 pct., mens finansaktierne trukket ned af bankerne fik et minus på 1,2 pct. Industri havde det også svært med et fald på 0,9 pct. It-aktierne, som gavnes af strukturel vækst, så et minus på 0,3 pct., mens selskaberne i kommunikationsservice som de eneste steg 0,3 pct. - trukket op af Facebook.

Blandt teknologiselskaberne faldt Apple 0,8 pct., mens Microsoft bakkede med 1,0 pct., og Amazon mistede 0,9 pct. Omvendt kunne Facebook levere et plus på 1,9 pct., mens chipproducenten Nvidia igen kravlede op med 1,5 pct., og konkurrenten Advanced Micro Devices (AMD) vandt 2,9 pct.

Bankerne var under pres med fald til JPMorgan Chase, USA's største bank, der tirsdag indgik et forlig om betaling af 920 mio. dollar for markedsmanipulation, på 0,8 pct. Bank of America smed også 1,3 pct., mens Citigroup og Wells Fargo faldt henholdsvis 2,1 og 2,4 pct.

I energisektoren havde de store olieselskaber det også svært med et minus til Chevron på 2,8 pct., mens storebror Exxon Mobil faldt 2,9 pct., da olieprisen dalede 3,8 pct. tirsdag. Devon Energy tabte også 2,4 pct. Aktien steg ellers 11,1 pct. mandag på nyheden om fusionen med WPX Energy.

Discountselskabet Big Lots gik omvendt frem med 1,4 pct., da selskabet venter, at salget i tredje kvartal vil overraske til mere end markedets forventninger.

Caesars Entertainment er en af to budgivere på bettingselskabet William Hill, og for at betale for den mulige overtagelse vil Caesars sælge 31 mio. aktier til 56 dollar stykket. Aktien faldt derfor 6,4 pct. til 54,49 dollar.

Sorrento Therapeutics steg omvendt med 14,3 pct. efter positiv nyt om selskabets Covid-19 vaccine i et fase 1-studie.

Fitbit steg også 5,8 pct., da det ser ud til, at Google får lov af EU til at købe motionsappen for 2,1 mia. dollar.

Endelig havde det danske biotekselskab Orphazyme debut på aktiemarkedet i USA, hvor selskabets sekundære notering, ADS'er, var blevet solgt for 11 dollar stykket. Det startede skidt med et minus på 11,7 pct. til 9,71 dollar.