Fortsæt til indhold

Finansmarkederne pegede nedad efter amerikansk tv-debat

Investor
/ritzau/FINANS

Den 90 minutter lange amerikanske præsidentdebat blev en kaotisk forestilling, og debatten mellem Joe Biden og Donald Trump formåede ikke at løfte stemningen på de finansielle markeder, der var vidne til en overophedet gang mudderkastning af både politisk og personlig karakter.

Markedernes reaktion var begrænset i minutterne efter debatten, men efter en halv time synes trenden at være langt mere tydelig.

De store amerikanske aktieindeks-futures har vendt tidlige stigninger på 0,3 pct. til et minus på 0,3 pct.

Den toneangivende statsobligationsrente peger også nedad efter debatten.

Den tiårige T-bond handles med en rente på knap 0,65 pct. på markedet i Tokyo efter en tidligere stigning til 0,66 pct.

Sideløbende svækkes amerikanske dollar fra 105,80 yen til 105,60 yen.