USA: Wall Street sænker vækstforventningerne
Økonomerne og analytikerne på Wall Street bliver ved med at sænke deres forventninger til USA's vækst i fjerde kvartal af 2020. Det skriver Yahoo! Finance.
Senest har cheføkonom Ellen Zentner fra investeringsbanken Morgan Stanley skåret toppen af sine forventninger til de sidste tre måneder af året til en annualiseret vækst på 3,5 pct. mod førhen hele 9,3 pct.
Derfor regner storbanken nu med en samlet økonomisk sammentrækning i 2020 på 2,7 pct., hvilket skal sammenlignes med et minus på 1,2 pct. førhen.
I sidste uge var det økonomerne i USA's største bank, JPMorgan Chase, som tog kniven frem og satte sit vækstbud for fjerde kvartal ned til 2,5 pct., mens der for hele 2020 ses et fald på 4,2 pct.
Goldman Sachs har også sat sin prognose ned til et plus på 3,0 pct. i det kommende kvartal og et samlet fald på 3,5 pct. for hele året.
Alle tre storbanker giver samme begrundelse for de nu ringere udsigter: Manglen på mere stimulus.
- Faldende finansiel stimulus vil teste styrken i det økonomiske opsving, men vi tror fortsat, at der har været tilstrækkeligt med fremskridt i genrejsningen, og at der er momentum i den underliggende aktivitet, til at holde farten mod en tilbagevenden til præ-covid-19 niveauer i det reale BNP i midten af næste år, skriver Morgan Stanleys Ellen Zentner.
Politikerne i Washington har svært ikke blive enige om mere hjælp til økonomien i USA. På den ene side ønsker Republikanerne en hjælpepakke på 1000 mia. dollar, mens Demokraterne har foreslået 3400 mia. dollar. Og med et snarligt valg til både præsidentposten, Senatet og Repræsentanternes Hus har forhandlingsvilligheden ikke været særlig stor.
I forvejen har Kongressen vedtaget tre hjælpepakker i forbindelse med coronakrisen på samlet 3300 mia. dollar, men de begyndte at udløbe allerede med udgangen af juli, eksempelvis den forhøjede støtte til arbejdsløse, mens eksempelvis flere af løntilskudsordningerne, blandt andet den til luftfarten, stopper med september.
/ritzau/FINANS