Markedsoversigt: C25 faldt fra rekord trods rift om ISS - renten steg
Et nydeligt plus til ISS-aktien og gode takter for bankaktierne formåede ikke at holde tirsdagens aktiemarked fri af et samlet fald målt på det toneangivende C25-indeks.
Det lukkede i 1528,29, eller 0,8 pct. lavere, i forhold til mandagens rekordniveau i 1539,83 trukket ned af indekstunge aktier som Chr. Hansen, DSV Panalpina og Novozymes.
ISS fik inden handelsstart hævet sit kursmål af amerikanske Goldman Sachs til 170 kr. fra 160 kr., fremgik det af data fra Bloomberg. På den anden side sænkede ABG Sundal Collier sit kursmål til 100 kr. fra 115 kr. Samlet set var reaktionen et løft til ISS-aktien på 6,6 pct. til 97,26 kr.
I toppen af C25 fik ISS følgeskab af Jyske Bank, der steg 3,0 pct. til 186,05 kr., og Danske Bank, der steg 2,3 pct. til 89,04 kr.
Den danske bankscene har for nylig budt på Sydbanks overtagelse af Alm. Brand Bank, og tirsdag kom Ringkjøbing Landbobank med en opjustering af forventningerne, som trak bankens aktie 4,9 pct. op til 515 kr.
I bunden af eliteindekset faldt DSV Panalpina 2,0 pct. til 1049 kr., Chr. Hansen faldt 2,5 pct. til 666,40 kr., og Novozymes tabte 2,0 pct. til 395,30 kr. For ingen af selskaberne var der selskabsspecifikke nyheder som forklaring.
Ud over ISS var der også analytikernyt til Pandora-aktien, der ifølge Bloomberg News fik sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" af finanshuset DNB, der samtidig gentog sit kursmål på 400 kr. Aktien steg alligevel 1,5 pct. til 497,20 kr.
Nilfisk steg 14,4 pct. til 100 kr. Selskabet fik mandag ændret sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra "sælg". Den ændrede anbefaling kom, efter at Nilfisk mandag genindførte sine forventninger til regnskabsåret 2020.
Med begrænsede udsving fastholdt det danske obligationsmarked tirsdag den marginale rentestigning i det tiårige segment, som indledte handelsdagen, og ved lukketid lå renten på den danske toneangivende tiårige statsobligation igen i minus 0,40 pct.
Det var 1 basispoint højere end lukkeniveauet mandag eftermiddag.
En tilsvarende marginal rentejustering sås på det store nabomarked i Tyskland, hvor udviklingen rimede med et plus i det toneangivende DAX-indeks på 0,7 pct. Det samme var ikke tilfældet på det danske marked, hvor C25-indekset tabte 0,8 pct.
I London og i Paris sås blot svage rentefald ved dansk lukketid, mens Italien og Spanien præsterede fald på 2 basispoint.
Den generelle stemning i finansmarkederne var tirsdag præget af fornyet tiltro til, at der kan opnå politisk enighed i USA om fornyede hjælpepakker til understøttelse af økonomien. Og sidst på eftermiddagen støttede chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, retningen mod flere finanspolitiske stimuli ved at påpege, at uden finanspolitiske stimuli er der kun udsigt til et afdæmpet opsving.
- For lidt støtte vil føre til et svagt opsving og give husholdninger og virksomheder unødvendige trængsler, sagde Powell, der ikke ser noget problem i, at en pakke bliver lidt for stor.




