Fortsæt til indhold

USA/åbning: IBM i hopla efter opsplitning i positive markeder

Investor
/ritzau/FINANS

De amerikanske børser i New York starter torsdag i plus. Det brede amerikanske S&P 500-indeks stiger 0,5 pct. efter et plus onsdag på 1,7 pct., Dow Jones-indekset øger 0,4 pct. efter onsdagens plus 1,9 pct., og Nasdaq-indekset ligger 0,7 pct. højere efter onsdagens stigning på 1,9 pct.

Aktierne sendes op, på trods af at antallet af nytilmeldte amerikanske ledige var højere i sidste uge ventet. Tallet landede på 840.000 nye i arbejdsløshedskøen mod ventet 820.000 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

- Disse tal står stadig højt på dagsordenen. Antallet af nytilmeldte ledige er stabiliseret i løbet af de seneste par måneder, men de går heller ikke rigtig ned, siger Peter Dixon, økonom i Commerzbank, til Bloomberg News.

Han vurderer, at mange ledige sandsynligvis sætter yderligere pres på Kongressen om at blive enige om en støttepakke til de amerikanske lønmodtagere.

Inden handelsstart meddelte den amerikanske it-gigant IBM, at den vil opdele koncernen i to.

IBM vil lave et nyt selskab, som skal være et globalt serviceselskab indenfor teknologi. Udskillelsen ventes at være tilendebragt i slutningen af 2021. Aktien stiger med 8,6 pct. i de første handler.

Hvor markedet tirsdag reagerede negativt på meldinger fra præsident Trump om, at der ikke var udsigt til en hjælpepakke til økonomien før efter præsidentvalget, så knyttede investorerne onsdag forhåbninger til, at det i det mindste vil være muligt at indgå en række mindre aftaler om hjælp til udvalgte områder. Og det håb lever fortsat torsdag.

Blandt andet er der fortsat fokus til den amerikanske luftfartsindustri, da det ser ud til, at der er 25 mia. dollar på vej til branchen. Finansminister Steven Mnuchin og formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, skal torsdag drøfte muligheden for at nå til enighed om den separate hjælpepakke til luftfartsselskaberne.

Den hidtidige hjælpepakke udløb den 30. september, og selskaberne er derefter begyndt at afskedige tusindvis af ansatte, fordi de ikke længere modtager statsstøtte til lønudgifter. American Airlines og United Airlines har tidligere meddelt, at de samlet påtænker at afskedige omkring 32.000 medarbejdere.

Delta Air Line stiger med 1,5 pct. i den indledende handel, American Airlines øger med 2,1 pct., og United Airlines Holdings ligger 1,9 pct. højere.

Medicinalselskabet Gilead har indgået en aftale om salg af 500.000 mio. doser af lægemidlet Remdesivir til EU-Kommissionen til behandling af patienter med covid-19 gennem vinteren. Aftalen dækker køb af lægemidlet de kommende seks måneder til 37 lande: de 27 lande i EU, Storbritannien, seks lande i Balkan-regionen samt Island, Liechtenstein og Norge.

Betalingen for lægemidlet vil komme fra de lande, der har brug for Remdesivir, skriver Bloomberg News.

Remdesivir er det første lægemiddel, der i et større klinisk studie har vist effekt på patienter med covid-19, der er sygdommen, der forårsages af smitte med coronavirus.

Medicinen kan nedsætte indlæggelsestiden fra 15 til 11 dage, var konklusionen på studiet, som også er udført i Danmark.

Gilead stiger 0,8 pct.

Også medicinalselskabet Eli Lilly, fortsætter frem torsdag og stiger 1,6 pct. i de første handler.

Medicinalselskabet steg 3,3 pct. onsdag, efter at det bad de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, om at hastegodkende brugen af et eksperimentelt lægemiddel, som er udviklet på baggrund af blodprøver fra tidligere covid-19-patienter.

Anmodningen kom, efter at data har vist, at behandlingen nedsætter antallet af hospitalsindlæggelser.

På trods af at fastfood-gigant Mcdonald's har haft et bedre salg i tredje kvartal end frygtet af analytikerne, så falder aktien med 0,2 pct.

Same-store sales, som dækker over salget i den enkelte butik sammenlignet med sidste år, faldt 2,2 pct. i tredje kvartal i forhold til året før. Faldet er dog mindre end analytikernes forventning om en tilbagegang på 5 pct. ifølge konsensus fra Factset, skriver Bloomberg News.

Mcdonald's har desuden meddelt, at selskabet vil udbetale 3 pct. mere i kvartalsdividende, så aktionærerne kan få udbetalt 1,29 dollar for kvartalet fra 15. december.

Efter planen vil selskabet offentliggøre regnskabet for tredje kvartal 9. november.