USA/lukning: Milliardopkøb og nyt fra IBM løftede stemningen
Stigningerne holdt ved på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor finanskoncernen Morgan Stanley gik på milliardkøb, og IBM var i hopla efter nyt om en kommende opsplitning.
Også Novo Nordisk fik medvind på Wall Street, hvor selskabets ADR lukkede med en stigning på 3,7 pct. i 71,24 dollar oven på torsdagens opjustering efter dansk lukketid.
Med en dollarkurs fredag morgen på 6,3275 svarer det til en slutkurs på 450,77 kr. i New York, hvor aktien i København lukkede i 439,35 kr.
Det brede amerikanske S&P 500-indeks endte torsdag 0,8 pct. højere, Dow Jones-indekset steg med 0,4 pct., og Nasdaq-indekset sluttede med en gevinst på 0,5 pct.
Fredag morgen fortsætter den positive stemning. De store indeksfutures peger i retning af stigninger på 0,6 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Fremgangen var ifølge seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen et udslag af, at der er kommet mere ro på optionsmarkedet, da investorerne er blevet sikrere på udfaldet af det amerikanske præsidentvalg mellem præsident Donald Trump og den demokratiske udfordrer, Joe Biden.
- I takt med, at Biden ser mere og mere sikker ud, så indikerer optionsmarkedet lavere volatilitet i november. Det giver en form for ro i aktiemarkedet, siger Lars Skovgaard Andersen.
PELOSI KRÆVER STOR AFTALE
Plusserne i det generelle marked skrumpede dog lidt i løbet af formiddagen amerikansk tid, efter at meldinger fra formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, kunne tyde på, at der stadig ikke er fælles fodslag mellem Republikanerne og Demokraterne om udformningen af ny hjælp til amerikansk økonomi.
Det skete, da hun afviste en selvstændig hjælpepakke til luftfartsindustrien, med mindre der kan opnås enighed om en større stimulipakke.
Netop forhandlingerne om en stor hjælpepakke meddelte USA's præsident, Donald Trump, tirsdag var afblæst på denne side af valget den 3. november. Han opfordrede til gengæld, ifølge CNBC, til at vedtage en hjælpepakke til luftfartsindustrien.
Til Fox Business News sagde Trump desuden torsdag, at der er gode muligheder for en aftale med Demokraterne om nye stimuli. Meldingen faldt dog, inden Pelosi over for CNBC kædede hjælp til luftfartsindustrien sammen med en stor stimulipakke.
Hos Danske Bank vurderer Lars Skovgaard Andersen, at politikerne nok skal enes, om ikke nu så lidt senere.
- Vi sikre på, at uanset, hvem der bliver præsident, så kommer der finanspolitisk støtte, da den nye præsident helt sikkert vil bakke op om det. Så det betyder ikke så meget om pakken kommer her og nu, for den skal nok komme, siger Lars Skovgaard Andersen.
Blandt luftfartsaktierne gav usikkerheden om timingen heller ikke stort udslag.
Delta Air Lines steg 1,7 pct., American Airlines lettede 0,7 pct., og United Airlines vandt 1,7 pct.
IBM TIL VEJRS
Der var desuden rift om IBM, efter at den amerikanske it-gigant meddelte, at den vil udskille en del af forretningen i to.
IBM vil lave et nyt selskab, som skal være et globalt serviceselskab inden for teknologi. Udskillelsen ventes at være tilendebragt i slutningen af 2021, og begge enheder vil blive børsnoteret. Aktien steg 6 pct.
Investorerne tog desuden godt imod et stort opkøb til 7 mia. dollar. Det er den amerikanske finanskoncern Morgan Stanley, der sluger formueforvalteren Eaton Vance i en handel, der især sendte sidstnævnte højere. Eaton Vance steg således hele 48 pct., mens Morgan Stanley lukkede 0,6 pct. højere.
EU KØBER EN HALV MIO. DOSER REMDESIVIR
Fra medicinalsektoren var der nyt fra Gilead, der indgik aftale om salg af 500.000 doser af lægemidlet Remdesivir til EU-Kommissionen til behandling af patienter med covid-19 gennem vinteren. Gilead steg 0,8 pct.
Også medicinalselskabet Eli Lilly fortsatte frem torsdag og lukkede med en gevinst på 3,1 pct.
Medicinalselskabet steg også 3,3 pct. onsdag, efter at det bad de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, om at hastegodkende brugen af et eksperimentelt lægemiddel, som er udviklet på baggrund af blodprøver fra tidligere covid-19-patienter.
Anmodningen kom, efter at data har vist, at behandlingen nedsætter antallet af hospitalsindlæggelser.
OLIEAKTIER TIL VEJRS
Blandt olieaktierne var der desuden fremgang på baggrund af prisstigninger på olie udløst af uvejr i Den Mexicanske Golf og strejke i Norge.
Exxon Mobil steg 5,3 pct., og Chevron lukkede 2 pct. højere.








