Onsdagens aktier: Grønne aktier bag 36. C25-rekord i år
De grønne aktier var sammen med Mærsk og Demant, der tirsdag kom med positive meldinger om tredje kvartal, med til at trække C25-indekset til årets 36. lukkerekord.
C25-indekset lukkede onsdag med en stigning på 0,1 pct. i 1598,28, hvilket var på linje med det tyske DAX-indeks, som ved dansk lukketid lå med et plus på 0,1 pct.
- Overordnet er fokus fortsat på det politiske fra USA, og om der bliver landet en aftale. Det ser mere og mere tungt ud, jo tættere vi kommer på valgdatoen. Der er også brexit, hvor meget tyder på en no-deal, siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank, til Ritzau Finans.
MEDVIND TIL MÆRSK EFTER STRIBEVIS AF NYE KURSMÅL
Mærsk kunne glæde sig over en stribe løftede kursmål, efter at selskabet tirsdag morgen løftede sløret for en stor opjustering af forventningerne.
Jefferies løftede sit kursmål for Mærsk til 13.500 kr. fra 12.500 kr., mens HSBC og ABG Sundal Collier hævede kursmål med lidt over 1000 kr. hver. Credit Suisse skruede kursmålet op til 13.405 kr. fra 11.279 kr.
Mærsks B-aktie tog et hop på 2,4 pct. til 10.905 kr. onsdag, efter at aktien måtte nøjes med et lille fald på 0,2 pct. tirsdag.
ANALYSENYT FOR DEMANT OG DSV
Høreapparatkoncernen Demant var også på banen med en handelsopdatering for tredje kvartal tirsdag morgen.
Trods de positive nyheder fra selskabet, som også inkluderede en lille opjustering af salgsforventningerne, sluttede Demant tirsdagens danske aktiehandel i bunden af C25 med et fald på 3,5 pct., og den udvikling blev onsdag vekslet til et plus på 1,5 pct. til 204,70kr.
Siden meldingen har SEB løftet kursmålet for selskabets aktie til 205 kr. fra 195 kr. med en gentaget holdanbefaling.
Transport- og logistikselskabet DSV Panalpina fik omvendt sænket sin anbefaling hos den amerikanske storbank JPMorgan til "neutral" fra "overvægt", og kursmålet blev skåret til 990 kr. fra 1000 kr.
DSV Panalpina-aktien tabte 1,1 pct. til 1082 kr.
Aktierne i de danske storbanker var onsdag i hopla. Jyske Bank onsdag med 3,0 pct. til 199,25 kr. og Danske Bank endte dagen 1,4 pct. højere i 90,92 kr.
I det danske C25-indeks lå medicinalselskaberne i den tunge ende med fald på 3,1 pct. til 201 kr. til Lundbeck, og et minus på 1,8 pct. til 457,50 kr. til Novo Nordisk.
Til gengæld var interessen fortsat stor for de grønne aktier med lukkerekorder til Ørsted og Vestas, der sluttede dagen med stigninger på henholdsvis 2,4 pct. til 2,5 kr., og 1051 pct. til 1158 kr.
Blandt sidepapirerne er Netcompany flyvende med en stigning på 5,8 pct. til lukkerekorden 602,50 kr.
Finanshuset Bank of America indledte sin dækning af it-aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 815 kr.
Yderligere løftede finanshuset SEB sit kursmål til 610 kr. fra 500 kr. Den neutrale anbefaling "hold" fastholdtes her.
Topdanmark måtte se sin anbefaling hos SEB blive sænket til "hold" fra "køb". Her blev kursmålet samtidig sat op til 329 kr. fra 317 kr.
Forsikringsaktien faldt 0,6 pct. til 310,60 kr.
OPJUSTERINGER FRA SMÅBANKER
Sparekassen Sjælland-Fyns aktie steg 1,0 pct. til 83 kr., efter en opjustering af forventningerne til 2020.
Banken venter nu et resultat før skat på 200-230 mio. kr. mod tidligere ventet 170-210 mio. kr. Baggrunden for opjusteringen er en stigning i basisindtjeningen og en positiv udvikling i kursreguleringerne.
Djursland Bank opjusterede onsdag sine forventninger til årets resultat før skat til 45-60 mio. kr. fra 30-45 mio. kr., idet der blandt andet blev henvist til et meget højt aktivitetsniveau på særligt boligområdet, og samtidig har Djurslands Bank også haft pæn tilgang af nye kunder.
Djursland Bank-aktien steg med 1,6 pct. til 262 kr.
Sikringskoncernen G4S har også været på banen med en handelsopdatering for årets første ni måneder. Her faldt omsætningen med 2 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, mens den underliggende indtjening omvendt lå på et højere niveau.
G4S-aktien steg med 0,4 pct. til 17,31 kr.






