Markedsoversigt: Vaccineknas sendte Bavarian ned - renten gik lidt op
Skidt nyt fra Bavarian og analytikermodvind til FLSmidth sendte torsdag de to aktier til bunds i C25-indekset, der faldt fra morgenstunden, men kortvarigt nærmede sig nulpunktet ud på eftermiddagen. Facit for eliteindekset blev dog et minus på 1 pct. til 1526,36.
Ifølge senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk havde faldene rod i de høje smittetal rundt omkring i Europa. Risikoen for nye nedlukninger og restriktioner ramte således markedet fra åbningen, inden der i løbet af eftermiddagen kom en smule godt nyt fra USA.
Her ramte de ugentlige ledighedstal det laveste niveau siden marts, og Demokraternes leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, så mulighed for, at der snart sættes underskrifter på en ny stimuliaftale. De to lyspunkter holdt dog kun investorerne kortvarigt til ilden.
I bunden af C25 faldt Bavarian Nordic 5,6 pct. til 178,50 kr. efter nyheden om en øget risiko for en forsinkelse af biotekselskabets covid-19-vaccine.
FLSmidth var i søgelyset på baggrund af nyt fra DNB, der sænkede kursmålet til 185 kr. fra 195 kr. med en gentagelse af anbefalingen "hold". Aktien sluttede 3,2 pct. lavere i 170 kr.
Ørsted, der meldte om et chefskifte i USA, faldt mere beskedent med 1,6 pct. til 969,60 kr. Selskabet siger farvel til landechefen i USA, Thomas Brostrøm, som har fundet nyt job med ansvar for Shells satsning på blandt andet vindenergi.
Bedst blandt de danske eliteaktier gik det Demant, der steg 1,6 pct. til 216,80 kr. Aktien var også i vælten tidligere på ugen, da en invitation til et arrangement den 30. november, fik markedet til at spekulere i, at der er et nyt produkt på vej.
På obligationsmarkedet var det små rentestigninger, der prægede torsdagen. Også her var det de opløftende ledighedstal fra USA og den fornyede tro på en snarlig stimulipakke i USA, der satte retningen.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede i minus 0,46 pct. - 2 basispoint højere end onsdag.
Også i USA steg renten, efter det så ud til, at en ny stimulipakke snart er klar efter langstrakte forhandlinger og uro på børserne over risikoen for, at opsvinget oven på coronakrisen vil drukne, hvis ikke politikerne enes om at kaste en ny redningskrans.
Samtidig var der færre nytilmeldte ledige end ventet, da 787.000 amerikanere meldte sig som ledige i sidste uge. Det er det laveste niveau, siden coronakrisen for alvor fik tag i den amerikanske økonomi tilbage i marts og markant lavere end de ventede 870.000 nye ledige.
- Dagens tal overrasker positivt, men der er stadig en ledighedsstorm på det amerikanske arbejdsmarked, konstaterer cheføkonom Jeppe Juul Borre i Arbejdernes Landsbank.
Retningen er dog den rigtige, ligesom det var tilfældet på boligmarkedet, hvor salget steg mere end ventet i september.







