Mandagens aktier: Banker og medicinalselskaber bag C25-plus
Banker og medicinalselskaber var mandag med til at drive det danske aktiemarked højere, idet købsknappen igen kom på mode efter sidste uges aktiederoute.
Det danske C25-indeks lukkede mandag med en stigning på 0,8 pct. i 1497,09, efter sidste uges fald på 2,9 pct.
Der var generelt positive vinde i Europa, hvor det tyske DAX-indeks steg med XXX pct. efter sidste uges fald på 8,6 pct., idet investorerne blandt andet tog positivt imod bedre end ventede erhvervstillidstal fra Kina, Tyskland, eurozonen og USA.
- Det er blevet mere positivt op ad dagen. Det er fortsat et nervøst marked frem mod tirsdagens valg i USA, der er den største begivenhed på den korte bane, siger Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk til Ritzau Finans.
Finanssektoren havde medvind i Europa, og det kunne også ses under de hjemlige himmelstrøg, hvor Danske Bank steg med 4,6 pct. til 88,88 kr., og Jyske Bank endte 3,6 pct. højere i 197 kr.
Jyske Bank leverer sit regnskab tirsdag, mens Danske Bank er klar med sit regnskab onsdag.
JPMorgan løftede mandag sin anbefaling for banker til ”overvægt” fra ”neutral” efter en underpræstation for de europæiske bankaktier på 40 pct. i forhold til det generelle aktiemarked.
De danske sundhedsrelaterede aktier var mandag også godt kørende, og de følger dermed en positiv udvikling i resten af Europa.
- Medicinalselskaberne er kørt ned på udsigten til en Biden-sejr, og det kan se ud til, at nogle går på tilbudsjagt i den sektor, vurderer Martin Munk.
Bavarian Nordic-aktien lukkede med en stigning på 4,3 pct. til 176,50 kr. Lundbeck blev forud for tirsdagens regnskab løftet med 3,3 pct. til 186 kr.
Novo Nordisk-aktien fik et rebound på 1,5 pct. til 416,70 kr. efter fredagens regnskab og fald på 3,4 pct.
- Vi får et rebound i Novo-aktien efter sidste uges regnskab og fald, efter at flere finanshuse har været ude at gentage deres positive anbefaling på aktien, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.
Ambu-aktien agerede bundskraber i C25 med et fald på 3,0 pct. til 188 kr., mens ISS-aktien sluttede helt i front med et plus på 5,0 pct. i 87,12 kr.
Vestas’ opkøb af MHI's ejerandel i joint venturet MHI Vestas Offshore Wind har til finanshuset JPMorgans overraskelse tilføjet 2 mia. euro eller knap 15 mia. kr. i markedsværdi.
Vestas annoncerede torsdag morgen opkøbet af MHI’s halvdel i MHI Vestas Offshore Wind for 709 mio. euro, hvor det pointeres, at Vestas’ betaling er mindre end halvdelen af markedets vurdering af hele joint venturet, der ifølge JPMorgan lå på 1,25-2,50 mia. euro.
Vestas-aktien faldt mandag med 1,8 pct. til 1071,50 kr., og dermed fortsatte aktien med at tabe terræn efter torsdagens stigning på 7,6 pct.
Analytikerne i Credit Suisse gentog mandag den negative anbefalingen "underperform", mens kursmålet blev løftet en smule til 545 kr. fra 485 kr.
Ørsteds aktie steg med 0,6 pct. til 1021 kr.
FLSmidth, som tirsdag leverer regnskab for tredje kvartal, fik omvendt sænket sit kursmål af Danske Bank til 150 kr. fra tidligere 165 kr. Anbefalingen er stadig "sælg", fremgår det fremgår af data fra Bloomberg News.
Aktien faldt med 1,8 pct. til 165,95 kr.
Der er også nyt for Alm. Brand, da finanshuset SEB fredag skruede ned for kursmålet til 85 kr. mod tidligere 91,20 kr. Anbefalingen af aktien er stadig "køb", fremgik det fredag af data fra Bloomberg News.
Danske Bank har også skåret sit kursmål for aktien til 87 kr. fra tidligere 92 kr. per aktie, mens banken fortsat har en købsanbefaling på aktien.
Alm. Brand steg 1,1 pct. til 73,90 kr.
Vaccineselskabet ALK-Abelló tog også del i rampelyset, da analytikerne i Danske Bank løftede anbefaling af aktien med to niveauer til "køb" fra "sælg".
Samtidig løftedes kursmålet gevaldigt, så det nu lyder på 2350 kr. mod tidligere 1600 kr.
Danske Bank skrev blandt andet, at den er blevet tryg ved, at ALK på sigt vil kunne adressere et bredere marked, når selskabets husstøvmidetablet, Acarizax/Odactra, om alt går vel, godkendes til behandling af børn.
Aktien i ALK-Abelló lukkede mandag med en stigning på 2,3 pct. i 2180 kr.
Der er også godt nyt til NKT, som har fik hævet sin anbefaling af Credit Suisse til "outperform" fra "neutral".
Samtidig blev kursmålet løftet til 220 kr. fra 126 kr. Det fremgik af data fra Bloomberg News.
Det er første gang i længere tid, at den schweiziske storbank har været positivt stemt over for NKT-aktien.
Fra november 2018 til november 2019 lød anbefalingen "underperform", og siden har banken haft en neutral anbefaling.
NKT-aktien steg med 9,5 pct. til kurs 190,20.






