Fortsæt til indhold

Tirsdagens obligationer: Lille renteplus på valgdag

Investor
/ritzau/FINANS

I takt med en fortsat positiv udvikling på aktiemarkedet steg de danske statsrenter tirsdag.

Efter en tung sidste uge, hvor et markant stigende antal smittede med coronavirus og indførslen af kraftige restriktioner i mange lande skabte nervøsitet på de finansielle markeder, er risikovilligheden igen vendt tilbage i denne uge, der er tung på store begivenheder.

Det medførte for anden dag på stribe pæne stigninger blandt aktierne, og tirsdag betød det også et mindsket behov for den relative sikkerhed, som statspapirerne tilbyder, med sig.

Det betyder faldende kurser og stigende renter, og for den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme steg renten med 1 basispoint til minus 0,50 pct.

Tirsdag gik amerikanerne til valg for at bestemme, hvem der skal være landets næste præsident.

Valget stod mellem den siddende præsident, Republikanernes Donald Trump, og Demokraternes modkandidat, Joe Biden. Og valget kan få store betydninger for udviklingen på de finansielle markeder fremover, vurderer mange markedsdeltagere.

Ud over præsidentvalget byder ugen også på rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og på den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport for oktober, som præsenteres fredag eftermiddag dansk tid.