Aktiefutures stiger og dollar falder på håb om klart udfald af valget
De amerikanske aktiefutures peger på nye stigninger på det amerikanske aktiemarked oven på to dages markante stigninger op til præsidentvalget i USA.
Investorerne spekulerer i, at præsidentvalget vil ende med et klart udfald, samt at Kongressen vil levere den længe ventede stimuluspakke inden årsskiftet.
December-futuren på S&P 500 stiger 0,8 pct. efter Wall Streets lukketid i New York. Sideløbende er der et plus i Dow Jones-futuren på godt 0,8 pct. og i Nasdaq-futuren på 0,5 pct.
Også valutamarkedet har sat retningen for dollar til en klar valgafgørelse uden mudderkastning og retsager.
Dollar svækkes mod euro, der står i 1,1755 dollar kort før klokken 1 mod 1,1720 ved 17-tiden tirsdag og 1,1640 et døgn tidligere.
Dollar koster samtidig 104,60 yen mod 104,75 yen et døgn tidligere.
Afstemningen i de første svingstater lukker kl. 1 dansk tid, mens de yderst vigtige stater Florida og Pennsylvania lukker en time senere.
De allersidste meningsmålinger fra lige inden afstemningen begyndte tirsdag, viste en solid føring til Joe Biden over præsident Donald Trump, hvilket har øget håbet om, at en klar vinder vil kunne erklæres uden efterfølgende langvarige juridiske slåskampe.




