Fortsæt til indhold

Onsdagens obligationer: Rentefald efter fortsat støtte fra ECB

Renten på den tiårige danske statsobligation lukkede onsdag med et fald på 2 basispoint i minus 0,39 pct., og dermed blev de seneste dages positive udvikling vendt.

Investor
/ritzau/FINANS

Den danske tiårige statsobligationsrente nåede onsdag formiddag op i minus 0,36 pct., hvilket var en stigning på 16 basispoint i forhold til mandagens lavpunkt i minus 0,52 pct.

Renteopturen var drevet af øget risikolyst, efter at gode data fra et studie med en coronavaccine sendte finansmarkederne i vejret verden over. Det medførte et frasalg af de sikre obligationer, hvilket til gengæld løftede den effektive rente.

Onsdag blev den tendens ændret, hvilket blandt andet skete efter fortsat bløde meldinger fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og centralbankchef Christine Lagarde.

Den Europæiske Centralbank, ECB, er fortsat klar til at holde hånden under den økonomiske genopretning, som centralbanken har sat i værk for at hjælpe de skrantende europæiske økonomier under coronapandemien.

Det slog centralbankchef Christine Lagarde fast onsdag på en konference i ECB. Centralbanken vil ligeledes være klar til anden bølge af coronavirus.

Varigheden af såvel stimuli som størrelsen er ifølge ECB-chefen de to vigtige faktorer.

Christine Lagarde understregede også, at der fortsat skal være stimuli, indtil genopretningen af økonomien kører af sig selv.

Centralbankchefen sagde ligeledes, at både det pandemiske obligationsopkøbsprogram, PEPP, samt TLTRO-lån (der giver de kommercielle banker adgang til lån til en favorabel rente, red) er de "mest sandsynlige værktøjer", som ECB vil bruge.