Bitcoin får renæssance - stiger til over 16.000 dollar
Kryptovalutaen bitcoin er igen strøget til himmels og har passeret 16.000 dollar angiveligt på baggrund af lovende meldinger fra betalingstjenesten Paypal denne uge, skriver instaforex.com.
Torsdag meddelte Paypal, at selskabets amerikanske brugere fra og med 12. november vil kunne købe, sælge og opbevare kryptovalutaer direkte via betalingstjenesten.
Stigningen i bitcoin har dog samlet set lidt over en måned på bagen. I starten af oktober kunne en bitcoin således købes til 10.600 dollar.
Den nuværende pris er i øvrigt den højeste siden en kort periode i december 2017 og starten af 2018. Dengang toppede prisen på bitcoin i 20.089 dollar, skriver cointelegraph.com.
Siden gik det dog hurtigt nedad igen til en pris på lige over 7100 dollar i starten af februar 2018.







