Fortsæt til indhold

Valuta: Coronavirus lægger låg på markedet trods vaccine-håb

Investor
/ritzau/FINANS

Investorerne tager en pause i valutamarkedet onsdag, hvor sikre havne som japanske yen fastholdes nær en et-uges toppunkt grundet fortsatte bekymringer for, at den stigende bølge af accelererende coronavirusinfektioner fortsætter og eliminerer den optimisme, som var opstået efter de lovende nyheder om en kommende vaccine.

- Den mindre afkøling af aktieeuforien har lagt loft over valutaerne. Vi ved, at der kommer en vaccine. Nu handler det om distribution, og om hvor hurtigt det kan begynde at gøre en forskel, hvilket vil være et par måneder ud i fremtiden, siger valuteanalytiker Imre Speizer fra Westpac i Sydney ifølge Reuters.

Den sekundære infektionsbølge har medført rekord i indlæggelser og katalyseret nye begrænsninger for forsamlinger i USA, mens de nye udbrud har alarmeret myndigheder i Japan, Sydkorea og Australien.

Det betyder en udsættelse af det hurtige opsving, som mange investorer havde satset på, hvilket blev understreget af den amerikanske centralbanks topchef, Jerome Powell, der tirsdag vurderede, at der er "lang vej" til et økonomisk opsving.

- Vi er tilbage til overvejelser om kortsigtede negative udsigter versus positive langsigtede udsigter efter vaccinen, og det skaber volatilitet. Implementering af en vaccine kan ikke løse problemerne i en ruf, så vi forventer, at markedet forbliver noget rodet, skriver analytikere fra ANZ i et notat ifølge Reuters.

Britiske pund klarer sig forbløffende flot i det ellers noget blandede marked. Markedsdeltagerne håber fortsat på et gennembrud i handelsforhandlingerne, så det endelige handelssamkvem kan fortsætte ufortrødent efter brexit.

Storbritanniens chefforhandler, David Frost, har ifølge medieforlydender ladet forstå, at premierminister Boris Johnson forventer en handelsaftale i Bruxelles tidligt i næste uge.

Euro koster onsdag morgen 1,1860 dollar mod 1,1875 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster onsdag morgen 1,3255 dollar mod 1,3260 dollar tirsdag.

Dollar ligger sideløbende i 104,15 yen mod 104,20 yen tirsdag.