USA/åbning: Nasdaq slipper billigst fra ny coronadrevet nedtur
Kursfaldene fortsætter på det amerikanske aktiemarkedet torsdag, efter at Wall Street onsdag ifølge flere markedsrapporter lod sig overmande af bekymringer over coronaudbruddet og en række nye restriktioner ikke mindst i New York City.
Man skal ellers kun tilbage til mandag for at finde store stigninger i kølvandet af positivt vaccinenyt fra det amerikanske medicinalselskab Moderna, men siden har vaccinenyhederne ikke rigtigt kunne overbevise investorerne om at se bort fra de voksende smittetal her nu.
Onsdag meddelte Pfizer og Biontech ellers, at de venter at ansøge om godkendelse af deres covid-19-vaccine i løbet af få dage og i bedste fald kan få vaccinen ud i midten af december. Og senest har Astrazeneca og Oxford University torsdag meddelt, at deres vaccine har produceret stærke immunrespons hos ældre personer.
S&P 500- og Dow Jones-indekset er åbnet 0,5 pct. lavere, mens Nasdaq-indekset ligesom det var tilfældet onsdag slipper en smule billigere med et fald på 0,1 pct.
Torsdag er der nyt fra den amerikanske stormagasinkæde Macy's, der falder 7,6 pct. fra åbningen efter offentliggørelsen af regnskab for tredje kvartal.
Resultatet er ellers lidt bedre end frygtet og viser et underskud per aktie på 19 cent mod ventet minus 79 cent ifølge Bloomberg News. Året før var der et overskud på 7 cent per aktie.
Omsætningen blev knap 4 mia. dollar mod estimeret 3,9 mia. dollar, men er faldet med over en femtedel fra året før.
Også den amerikanske teknologivirksomhed Nvidia har klaret sig bedre end analytikerne forudså, men må alligevel se aktien sive.
Omsætningen steg 57 pct. fra samme kvartal sidste år til 4,73 mia. dollar, og den justerede indtjening per aktie voksede til 2,91 dollar fra 1,78 dollar. Ifølge Bloomberg News havde analytikerne ventet en omsætning på 4,42 mia. dollar og en indtjening per aktie på 2,58 dollar.
Aktien falder dog 1,4 pct. fra åbningen.
Den amerikanske højttalerproducent Sonos er til gengæld på den grønne gren og stiger hele 21 pct. efter et stærkt regnskab. Selskabet, der ligesom B&O, gør sig på markedet for trådløse højttalere, har sent onsdag leveret et regnskab for fjerde kvartal, der er langt bedre end ventet. Samtidig er forventningerne til 2020/21 en del bedre end ventet.
Sonos forudser en omsætning på 1,44-1,5 mia. dollar og et justeret driftsresultat, EBITDA, på 170-205 mio. dollar, mens konsensus forud for regnskabet var en omsætning i det nye regnskabsår på 1,38 mia. dollar og et driftsresultat på 114,7 mio. dollar.
Der er fortsat fokus på elbilproducenten Tesla, efter at Morgan Stanley onsdag løftede anbefalingen til "køb" fra "ligevægt" og hævede kursmålet med 50 pct. til 540 dollar per aktie.
Tesla-aktien steg onsdag 10 pct. til 484,98 dollar i et ellers negativt aktiemarked og ligger torsdag yderligere 1,3 pct. højere i de første minutters handel.
Fra nøgletalsfronten er der kommet lidt skuffende tal for nytilmeldte ledige, der steg til 742.000 i sidste uge fra 711.000 ugen før. Analytikere havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til 700.000 nytilmeldte ledige.
Til gengæld er Philadelphia Feds erhvervstillidsindikator bedre end frygtet. Den faldt til 26,3 i november fra 32,3 i oktober, men økonomer havde ifølge Bloomberg ventet en tilbagegang til 22,5.








