Fortsæt til indhold

Vaccineproducent i kursdyk efter miliardkøb i USA

Investor
/ritzau/FINANS

Svensk-britiske Astrazeneca, der arbejder på et bud på en coronavaccine, dykker 5,2 pct. på børsen i London.

Kursdykket kommer i kølvandet på søndagens nyhed om, at Astrazeneca vil købe det amerikanske selskab Alexion Pharmaceuticals i en handel på op til 39 mia. dollar svarende til cirka 245 mia. kr.

Alexion udvikler blandt andet lægemidlet Soliris til behandling af sjældne blodsygdomme.

Bestyrelserne i begge selskaber har godkendt overtagelsen, men der mangler stadig grønt lys fra både myndigheder og aktionærer, før handlen kan gennemføres, skriver Astrazeneca i en meddelelse.

Selskaberne venter, at handlen kan gennemføres i tredje kvartal næste år.

I sidste uge fastslog forskere i et studie udgivet i tidsskriftet The Lancet, at den coronavaccine, som er udviklet af Oxford University og Astrazeneca, er sikker, effektiv og giver god beskyttelse.

De fleste af de over 20.000 deltagere i det pågældende studie var under 55 år. Men resultaterne indikerer, at vaccinen også beskytter ældre personer.

Der er dog fortsat tvivl om, hvilken dosis af vaccinen, der giver bedst beskyttelse.

Af studiet i The Lancet fremgår det, at 1367 - ud af mange tusinde i forsøget - fik den halve dose efterfulgt af en hel.

Det gav dem 90 procents beskyttelse mod covid-19. Men tallene er så relativt små, at det er svært at drage klare konklusioner på baggrund af de tal.

Disse resultater om beskyttelse skal undersøges yderligere, i takt med at mere data fra forsøget kommer frem. Det kan have betydning for, hvornår vaccinen bliver godkendt - og med hvilken dosering.

Astrazeneca håber at få godkendt vaccinen inden nytår eller i begyndelsen af næste år.