Fortsæt til indhold

Mandagens aktier: Årets 38. C25-rekord med Bavarian i front

Det danske C25-indeks lukkede mandag med årets 38. lukkerekord, hvor Bavarian Nordic, Lundbeck, ISS og Mærsk endte dagen i toppen af eliteindekset.

Investor
/ritzau/FINANS

Analytikerne ser mere potentiale i alle fire aktier, hvor de to sidstnævnte har fået løftede kursmål og Bavarian er den af aktierne i eliteindekset, der tillægges det største kurspotentiale.

C25-indekset lukkede mandag med et plus på 1,2 pct. til 1600,27, og dermed blev rekorden fra 14. oktober i 1598,28 overgået. Det tyske DAX-indeks lå ved dansk lukketid til sammenligning med en stigning på 1,1 pct.

- Der er fokus på brexit, hvor vi fortsat ikke har nogen afklaring, og deadline er overskredet. De er dog fortsat i forhandlinger, hvilket bliver tolket positivt. Stemningen er også præget af, at det ser ud til, at de kan lande en hjælpepakkeaftale i USA, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

Blandt sidepapirerne er der fokus på Chemometec, der opjusterede sine forventninger for fjerde gang i år.

Bavarian Nordic-aktien lukkede med en stigning på 7,4 pct. i 196,90 kr. i toppen af C25-indekset.

Det kan ifølge Ole Kjær Jensen skyldes en kombination af Astrazenacas opkøb af Alexion samt en artikel i Børsen, hvor det nævnes, at biotekselskabet har det største kurspotentiale i forhold til analytikernes gennemsnitlige kursmål.

På de næste pladser på listen fulgte Danske Bank og Lundbeck, der steg med henholdsvis 2,2 pct. til 101,05 kr. og 3,7 pct. til 205,60 kr.

Den amerikanske storbank Morgan Stanley løftede sin anbefaling af Mærsk-aktien til "overvægt" fra "ligevægt" med et kursmål på 16.800 kr. Det er det højeste kursmål blandt samtlige børshuse, der har indberettet deres mål til Bloomberg News.

Ifølge Morgan Stanley-analytikeren Carolina Dores har shippingbranchen vist sig modstandsdygtig over for manglende efterspørgsel ved at fjerne kapacitet fra markedet og derved fastholde niveauet på fragtraterne.

Samtidig løftede investeringsbanken ABG sit kursmål til 15.500 kr. fra 14.100 kr. for Mærsk, mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Mærsks B-aktie lukkede med en stigning på 3,5 pct. i 13.485 kr.

ABG ser også ser et større potentiale for ISS-aktien, da kursmålet blev hævet fra 110 kr. til 130 kr. ISS-aktien steg med 4,4 pct. til 118 kr.

Tryg-aktien endte 2,1 pct. højere i 182,20 kr. Sydbank har løftet sin anbefaling af selskabet fra "sælg" til "køb".

Lykkes Tryg med at overtage britiske RSA's aktiviteter i Skandinavien er der et solidt potentiale for værdiskabelse i de kommende år, fremhæver analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen.

Høreapparatvirksomheden Demant lukkede med et plus på 0,7 pct. i 230,50 kr. Fredag i sidste uge opjusterede selskabet sine forventninger til både omsætning og indtjening, og den melding har siden kastet højere kursmål og en købsanbefaling af sig.

Både Commerzbank og Danske Bank ser nu et større kurspotentiale, mens Nordea løftede sin anbefaling. Commerzbank hævede sit kursmål til 270 kr. fra 245 kr., mens Danske Bank hævede sit kursmål fra 230 kr. til 260 kr.

Derudover satte Nordea mandag morgen sin anbefaling af Demant-aktien op til "køb" fra "hold". Nordea har et kursmål på 255 kr. for selskabet.

Chemometec, der udvikler og sælger analyseinstrumter til celletælling, opjusterede mandag forventningerne til sit forskudte regnskabsår 2020/21.

Der ventes nu en omsætning på 250-260 mio. kr. mod tidligere 240-250 mio. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes at ligge i intervallet 110-115 mio. kr. mod tidligere 100-105 mio. kr.

Chemometec-aktien steg mandag med 5,4 pct. til 495 kr.

Det amerikanske finanshus HC Wainwright indledte sin dækning af aktien i Bioporto med et købsanbefaling og et kursmål på 6 kr.

Det fremgik af Bloomberg News.

Kursmålet indikerer et stort potentiale i aktien, som mandag lukkede med en stigning på 24,3 pct. i 3,78 kr.