Valuta: Dollar taber lidt mod euro på mulig ny hjælpepakke i USA
Den australske dollar ligger lettere svækket tirsdag morgen efter offentliggørelsen af referatet fra rentemødet i den australske centralbank den 28. november.
Centralbanken vurderede på mødet, at bedringen i landets økonomi havde fået et "rimeligt momentum", men at udviklingen stadig var ujævn og langsommelig og kræver betydelig politisk støtte i en længere periode.
Den australske dollar koster tirsdag morgen 0,7514 amerikansk dollar mod 0,7546 dollar mandag, da den australske dollar i løbet af dagen med kursen 0,7578 dollar ramte det stærkeste niveau siden juni 2018.
Den amerikanske valuta ligger omvendt lettere svækket mod euro, idet euro koster 1,2148 dollar mod 1,2125 dollar mandag kl. 17.
Dermed kredser dollar fortsat om det svageste niveau mod euro i to og et halvt år, da investorernes behov for at søge i sikkerhed i dollar er blevet reduceret i takt med stigende forhåbninger om vedtagelsen af en ny økonomisk hjælpepakke i USA.
Derudover er der også en vis optimisme i forhold til, at der kan blive indgået en aftale om brexit, så det ikke ender med, at Storbritannien forlader EU efter årsskiftet uden en aftale.
Håbet om en brexit-aftale understøttede mandag også pund, som tirsdag holder fast i stigningerne og koster næsten uændret 1,3334 dollar - sammenlignet med 1,3226 dollar i fredags.
Dollar koster tirsdag morgen 104,12 yen mod 104,08 yen mandag eftermiddag.







