Fortsæt til indhold

Onsdagens aktier: B&O i optur - Novo rykkede på Alzheimersforsøg

Bang og Olufsen blev onsdag belønnet for en opjustering, og Novo Nordisk kravlede støt og roligt op, da det kom frem, at medicinalkoncernen sætter gang i et stort fase 3-forsøg med oral Semaglutid mod Alzheimers. ISS gik modsat og blev sendt ned efter opdatering af strategiplan.

Investor
/ritzau/FINANS

Samlet blev det til et plus på 1,1 pct. til eliteindekset til indeks 1612,6.

Udover selskabsnyheder var der nok onsdag at holde øje med for investorerne, da fokus endnu en gang rettede sig mod nyt om brexit-forhandlingerne, de politiske forhandlinger i USA om en ny hjælpepakke og resultatet i aften af dagens rentemøde i den amerikanske centralbank.

- Den positive stemning fra USA er rullet ind over Europa. I går fik vi meldingen om, at de amerikanske politikere nærmest ikke går på juleferie, før de har forhandlet en hjælpepakke på plads, og det løfter humøret, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

B&O BRAGEDE OP

Blandt de enkelte selskaber stak B&O af onsdag. Aktien gik gennem lydmuren med et plus på 18,5 pct. til 31,20 kr.

Struer-selskabet kom tirsdag aften med en opjustering af det forskudte regnskabsår 2020/21 og venter nu en omsætning på mellem 2,3 og 2,5 mia. kr. mod tidligere ventet cirka 2,2 mia. kr. og et EBIT før særlige poster på minus 50 mio. kr. til plus 25 mio. kr., hvor der tidligere var ventet et minus på cirka 100 mio. kr.

Baggrunden var en stærk eksekvering, succesfulde produktlanceringer og højere efterspørgsel på tv og lydprodukter til hjemmet.

NOVO FORTSÆTTER FORSØG MOD ALZHEIMERS

Onsdag eftermiddag meldte Novo Nordisk ud, at medicinalkoncernen indleder et fase 3-forsøg med oral Semaglutid mod Alzheimers.Forsøget vil omfatte omkring 3700 patienter med et tidligt stadie af Alzheimers og skal undersøge effektiviteten og sikkerheden sammenlignet med placebo.

- Der er jo ikke nogen, der har knækket Alzherimerskoden endnu. Om det kan lykkes for Novo denne gang, må vi se. De har i hvert fald valgt at fortsætte selv om fase 2-forsøget ikke var helt så lovende, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank.

Fase 3-forsøget ventes at blive sat i gang i første halvdel af næste år og ventes at vare i cirka to år.

Novo steg 4,2 pct. til 442 kr. og blev kun overgået i C25-regi af Lundbeck, der steg 4,6 pct. til 210 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

ISS-STRATEGI LIDT KONSERVATIV

Også servicegiganten ISS kom med nyt til markedet. En lovet opdatering af strategien landede onsdag morgen - men den faldt ikke i god jord, og aktien faldt 3 pct. til 112,10 kr.

ISS har taget de langsigtede forventninger af bordet, mens der i stedet kommer et par mellemlange mål.

- Opdateringen virker lidt konservativ. Og markedet er nok lidt skuffet over meldingen om, at der ikke kommer noget udbytte frem mod 2023. Samtidig lukker flere lande nu ned igen på grund af corona, og det har jo tidligere ramt ISS hårdt, vurderer Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank.

ROCKWOOL SANK

Med i bunden af eliteindekset endte Rockwool med et fald på 3 pct. til 2084 kr. For en måned siden - mandag den 16. november - kostede en aktie i stenuldsproducenten 2642 kr.

Trods faldet er Rockwool-aktien steget med over 32 pct. i år.

Og så satte Vestas rekord med et plus på 0,3 pct. til 1291,50 kr. og slog dermed tirsdagens.