B&O-aktien banker derudad - højeste niveau i 21 måneder
Efter Bang & Olufsens opjustering, den første af slagsen efter fem nedjusteringer i træk, tirsdag aften efter børstid er aktien braget i vejret - og det fortsætter torsdag.
Tirsdag lukkede aktien i 26,32 kr., mens den torsdag en god times tid før lukningen er steget til knap 35 kr. - svarende til en stigning på knap 33 pct. Det er det højeste niveau siden marts 2019.
I år er aktien mere end fordoblet i kurs, da den er steget med knap 124 pct., hvilket er syvendebedst blandt samtlige danske børsnoterede aktier her på ottendesidste handelsdag i 2020.
Tirsdag aften oplyste Bang & Olufsen, selskabet nu ser et bedre 2020/21 end hidtil, og derfor opjusterede Struer-selskabet.
Omsætningen ses nu at lande på mellem 2,3 til 2,5 mia. kr. Her så selskabet tidligere en årsomsætning på cirka 2,2 mia. kr.
EBIT før særlige pengestrømme lyder nu på et sted mellem minus 50 til plus 25 mio. kr. mod tidligere cirka minus 100 mio. kr.
- Den finansielle performance i første halvår har været bedre end forventet som følge af en stærk strategieksekvering, syv succesfulde produktlanceringer og højere efterspørgsel på tv og lydprodukter til hjemmet. Øget global efterspørgsel på forbrugerelektronik og knaphed på visse komponenter påvirkede produktleverancer og resulterede i højere omkostninger, skrev selskabet tirsdag aften.
/ritzau/FINANS