Obligationer/åbning: Lille rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
Det starter tirsdag ud med små rentefald på det danske obligationsmarked, hvor renten på den tiårige danske statsobligation fra start dykker med 1 basispoint i forhold til mandagens niveau til godt minus 0,45 pct.
Det sker trods mandagens store aktieoptimisme - navnlig i USA, hvor de ledende indeks lukkede i rekord oven på jubel over en ny hjælpepakke.
Den tidlige handel er dog ikke præget af nogen stor aktivitet, da årets næstsidste handelsdag er blottet for vigtige nøgletal. Et amerikansk boligindeks for oktober udgør dagens hovedpunkt på den liste.
Klokken 15 kommer der tal fra boligprisindekset Case-Shiller, der dækker over prisudviklingen i de 30 største amerikanske byer i oktober.
Her venter Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, at større end ventede prisstigninger måske vil kunne skubbe renten marginalt op.
- Boligpriserne i USA er – ligesom i mange andre lande – fortsat med at stige på trods af coronakrisen. Det kan hænge sammen med en kombination af, at hjælpepakker skærmede mange amerikanere mod de værste konsekvenser af coronakrisen, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.
I september steg boligpriserne med 6,6 pct. i forhold til samme periode året før. Det er de højeste boligprisstigninger siden marts 2018. Investorerne venter ifølge Kim Blindbæk, at boligpriserne vil stige yderligere i oktober.
Derudover kan den generelle udvikling i coronasituationen også påvirke rentemarkedet, som Sydbanks seniorøkonom i det store hele venter vil være præget af lav aktivitet i løbet af årets sidste handelsdage.






