Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar svækkes af ny hjælpepakke - pund og euro styrkes

Investor
/ritzau/FINANS

Dollar har tirsdag været svækket til nær sit laveste punkt i to år, da en ny hjælpepakke til den amerikanske økonomi har været med til at øge investorernes risikoappetit på en af årets sidste handelsdage.

Repræsentanternes Hus i USA har med stor opbakning vedtaget Donald Trumps forslag om at hæve den kontante udbetaling fra 600 til 2000 dollar til de fleste amerikanere. Forslaget er dog ikke endeligt vedtaget, da det nu går videre til afstemning i Senatet, der er kontrolleret af Republikanerne.

- Dollar er meget tung - og vi ser det fortsætte ind i det nye år, siger Bart Wakabayashi, chef i State Street Bank and Trust, til Reuters.

Euro handles i 1,2247 dollar tirsdag eftermiddag, hvor prisen mandag eftermiddag lød på 1,2210 dollar for euro.

Tirsdag eftermiddag handles dollar i 103,64 yen, hvor der mandag eftermiddag gik 103,86 yen på en dollar.

Samtidig styrkes det britiske pund, efter de finansielle markeder i Storbritannien atter er åbne igen efter at have holdt julelukket mandag.

Dertil har sidste uges nyhed om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien været med til at lette investorernes bekymringer og styrket den britiske møntfod, skriver Reuters.

Handelsaftalen kom som en lettelse - men den kommer til at efterlade briterne mere afskåret fra resten af Europa - og EU, påpeger analytikere.

- Folk forsøger stadig at finde ud af, hvad den her brexitaftale kommer til at betyde, og det presser pundet. Der er ikke rigtigt blevet besluttet noget for de finansielle markeder, og det er en stor negativ faktor for Storbritannien, siger Bart Wakabayashi.

Et britisk pund koster 1,3502 dollar tirsdag eftermiddag, hvor prisen mandag eftermiddag lød på 1,3430 dollar for et pund.