Investor

Asiens aktier: Gassen gik af ballonen efter rekord-top

De asiatiske aktiemarkeder er blandede onsdag, efter at det generelle marked nåede rekordhøjde i den tidlige handel.

Baggrunden for de tidlige stigninger er den kommende amerikanske finansminister, Janet Yellen, der tirsdag talte for en massiv finanspolitisk nødhjælpspakke for at hjælpe verdens største økonomi ud af den pandemidrevne nedtur ved en høring i Washington, inden den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, tiltræder senere onsdag.

- Der vil være et stort finanspolitisk forbrug. Fed forsøger at opnå 2 pct. inflation og fuld beskæftigelse, hvilket stadig ser fjernt ud, så den vil holde renten lav i nogen tid, så markedsstemningen vil forblive robust, siger makrostrateg Yoshinori Shigemi fra Fidelity International til Reuters.

Gassen gik dog af ballonen i takt med, at de amerikanske futures begyndte at vise en vigende tendens. Inden da var MSCI's Asia-Pacific-indeks uden for Japan steget knap 1 pct. til det højeste niveau nogensinde.

De amerikanske futures indikerer en åbning i let minus for Dow Jones, mens S&P 500 modsat står til at stige marginalt, og Nasdaq indikeres at starte med en stigning på 0,3 pct. senere onsdag.

I Tokyo er investorerne i gang med at sikre sig de seneste gevinster.

- Yellens tale var fuldt prissat i dagens marked. Investorer sælger aktier for at tage fortjenesten, siger chefstrateg Masahiro Ichikawa fra Sumitomo Mitsui DS Asset Management i Tokyo til Reuters.

Nikkei 225-indekset falder 0,6 pct., og det bredere Topix-indeks viger samtidig 0,7 pct.

De kinesiske markeder er let positive. Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og CSI 300 ligger med et plus på 0,3 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks øger sideløbende 0,3 pct.

Indeks Udvikling (%) Nikkei 225-0,6Topix-0,7Hongkongs Hang Seng+0,3 China Shanghai Composite+0,1 China CSI 300+0,3Taiwan Taiex-0,1 Sydkoreas Kospi-0,1 Indiens BSE Sensex+0,4Singapores STI-0,3 Sydney ASX 200+0,6

Indeksværdi klokken 5.25.

Læs også
Top job