Investor

Råvarer: Præsidentskifte får oliepriser til at stige

Oliepriser steg onsdag morgen på forventningerne om, at den kommende amerikanske regering vil indføre store hjælpepakker og dermed sætte skub i brændstofefterspørgslen. Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 56,24 dollar mod 55,91 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,32 dollar mod 52,98 dollar tirsdag eftermiddag.

Forventningen om, at præsident Joe Biden efter sin indsættelse vil indføre store hjælpepakker, ventes at have positiv effekt på oliepriserne:

- Forventningen er bestemt, at det vil støtte en bedre vækst og en bedre efterspørgsel i USA, siger Lachlan Shaw, der er chef for råvareresearch hos National Australia Bank, til Reuters om indsættelsen af Joe Biden.

Det Internationale Energiagentur har dog sænket sine forventninger til olieefterspørgsel i første kvartal med 580.000 tønder om dagen på grund af stramme nedlukninger og grænselukninger, der skal hæmme en øget vækst i coronasmitte.

Blandt andet har Kinas hovedstad, Beijing, indført strammere restriktioner efter en stigning i coronasmitte de seneste dage.

Tyskland har også forlænget sin nedlukning for de fleste butikker og skoler frem til 14. februar.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1850,13 dollar mod 1839,51 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 7999,50 dollar mod 8007,00 dollar tirsdag eftermiddag.

Læs også
Top job