Mandagens obligationer: Med begrænsede udsving tilbage til start
Mens aktierne mandag blev handlet op i en pæn revanche efter fredagens bratte fald, holdt obligationsrenten sig til stærkt begrænsede udsving mellem negative 0,42 pct. og 0,40 pct.
Og da det danske marked lukkede, lå renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation i minus 0,41 pct., som var uændret i forhold til åbningsniveauet mandag og lukkerenten fredag.
Hen over handelsdagen kunne handlerne ellers lade sig inspirere af en lille stime nøgletal.
De viste blandt andet, at erhvervstilliden i den europæiske fremstillingsindustri i januar blev målt til et PMI-indeks på 54,8 ifølge reviderede tal, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet et indeks på 54,7.
Hverken Italien eller Spanien kommer med foreløbige PMI-tal, og dermed bidrog udviklingen i de to sydeuropæiske lande med et lille overraskelsespotentiale, i det endelige indeks.
Omvendt pegede data for tyskernes forbrugsiver op mod jul i negativ retning. Detailomsætningen i Tyskland faldt i december 9,6 pct. mod et ventet omsætningsfald på 2,0 pct.
Eftermiddagens amerikanske ISM-indeks for fremstillingsindustrien faldt i januar til 58,7 mod et ventet indeks på 60,0 og 60,5 måneden før, mens PMI-indekset blev 59,2 mod et ventet indeks på uændrede 59,1.







