Investor

USA/åbning: Teknologi flyder oven på efter skuffende jobrapport

De amerikanske aktier er fredag åbnet blandet, efter at jobrapporten for april skabte store bevægelser i futuremarkedet.

Futures havde således det meste af fredagen ligget til moderate stigninger over hele feltet, efter at Nasdaq-indekset for første gang i fem handelsdage også endte i grønt torsdag, hvor Dow Jones-indekset samtidig sluttede i rekord.

Men beskæftigelsesrapporten for april, som skuffede voldsomt, satte skår i glæden omkring særligt Dow Jones-indekset.

Omvendt bliver de store teknologiselskaber, hvor gælden er meget lav, sendt i vejret - ganske som tilfældet var det under første bølge af krisen sidste år, hvor teknologipapirerne steg ganske markant.

Fra start stiger Nasdaq-indekset med 0,5 pct., og S&P 500-indekset nøjes med et plus på 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset falder 0,1 pct.

Forventningerne til jobtallene har også længe været skruet i vejret, og derfor var der tale om en gedigen skuffelse.

For særligt sommermånederne har mange økonomer og topfolk fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, længe talt om stigninger i beskæftigelsen i millionklassen som resultat af genåbningen efter coronanedlukningerne i vinter.

Den store bedring lader dog stadig vente på sig, selv om USA er meget langt med vaccinationerne af befolkningen.

I april blev der således skabt 266.000 job uden for landbruget.

Det var markant mindre end ventet blandt økonomerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med en jobskabelse på præcis 1 mio.

Arbejdsløsheden blev opgjort til 6,1 pct. - ligeledes noget dårligere end de 5,8 pct., som økonomerne havde ventet, efter at arbejdsløsheden i marts var på 6,0 pct.

Endelig steg de gennemsnitlige timelønninger med 0,3 pct. sammenlignet med april sidste år.

Det var en lille positiv overraskelse for økonomerne, der havde ventet et fald i lønningerne på 0,4 pct.

Vinderne efter den massive jobskuffelse er klart teknologiaktierne.

I den tidlige handel stiger eksempelvis verdens mest værdifulde selskab, Apple, med 0,5 pct. til 130,19 dollar.

Amazon går 0,1 pct. frem til 3309,69 dollar, Googles moderselskab, Alphabet, løftes 0,8 pct. til 2400,44 dollar, og Netflix stiger med 0,9 pct. til 504,03 dollar.

Omvendt bliver finansaktierne, der torsdag var blandt de klart største vindere, ramt af jobskuffelsen, der har sendt renterne til bunds.

JPMorgan Chase dykker med 1,1 pct. til 158,90 dollar i formarkedet, Citigroup bakker med 1,1 pct. til 73,95 dollar, og Bank of America falder med 0,9 pct. til 41,72 dollar i fredagens tidlige handel.

Tripadvisor har omvendt fået vendt et stort fald i formarkedet til et indledende plus på 1,8 pct. til 45,53 dollar, selv om selskabets regnskab for første kvartal skuffede.

Tripadvisor noterede sig for kvartalet et justeret tab per aktie på 0,39 dollar mod et ventet tab på 0,33 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Godt ser det også ud for det tyske biotekselskab Curevac, der er på vej med en vaccine mod covid-19.

Den akties amerikanske notering stiger med 8,9 pct. til 102,27 dollar fra start, efter at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har sagt, at hun vil modsætte sig ophævelse af patenterne på vaccinerne.

Torsdag var selskabet - og producenterne af de allerede eksisterende vacciner - ellers under pres, da USA's handelsrepræsentant, Katherine Tai, fortalte om støtte i verdenshandelsorganisationen, WTO, til netop en ophævelse af patenterne.

Læs også
Top job