Fortsæt til indhold

Advarer om ny boble: Hypet SpaceX-børsdebut sender rumaktier mod stjernerne

Mens investorerne strømmer ind i rum- og satellitaktier før SpaceX’ længe ventede børsdebut, advarer analytikere om, at ekstreme aktiestigninger er drevet af håb frem for fundamentaler.

SpaceX indtager inden længe børsen, og de har fået investorerne til at hamstre rum- og satellitaktier. Foto: Steve Nesius / Ritzau Scanpix
Investor

Sigt efter månen. Selvom du rammer forbi, lander du blandt stjernerne.

Sådan lyder det motiverende citat fra den amerikanske forfatter Norman Vincent Peale, som handler om at forfølge sine drømme. Det har afkastsøgende investorer tilsyneladende taget til sig de seneste måneder.

For i takt med at SpaceX’ børsintroduktion nærmer sig, er investorerne strømmet mod rum- og satellitaktierne, som er steget med raketfart.

Flere advarer om, at der er tale om en aktieboble. Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, er en af dem.

»Jeg tror, at den næste boble vil være inden for rumaktierne, og det er den, som er i gang med at blive blæst op. Faktisk er det muligt, at den fortsætter med at vokse yderligere, inden den taber luften,« fastslår han.

På det seneste er det ikke bare én eller to aktier, som er steget kraftigt.

Næsten alt, der rimer det mindste på rum, har leveret kolossale afkast.

Alene i år er VanEck Space Innovators, en ETF med forkortelsen ”JEDI”, som skygger en bred vifte af rumaktier, steget mere end 100 pct.

På fire år er værdien af den populære ETF blevet næsten seksdoblet.

Herhjemme har dansk-svenske GomSpace, som udvikler nanosatellitter, også fået en masse luft under vingerne med en stigning på 30 pct. i år.

Lars Skovgaard Andersen er ikke i tvivl om, hvad der har løftet aktierne.

Halo-effekten fra SpaceX’ børsdebut, som står til at ske den 12. juni og blive den største i verdenshistorien, har kastet lys på de andre rumaktier.

»Pludselig tænker investorerne: Hvis denne aktie er interessant, så er de andre måske også – og så køber de dem, der minder om,« fortæller han.

Lars Skovgaard Andersen mener, at der ikke umiddelbart er andet end den overdrevne interesse, som taler for, at aktierne skal stige så kraftigt.

»Nogle af virksomhederne ser ok ud, men enten tjener de ingen penge, eller også er de ekstremt dyre målt på værdiansættelse,« siger han.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, bider mærke i, at interessen for rumaktierne har været til stede længe, men den er vokset i hastighed og intensitet sideløbende med rygterne om SpaceX’ snarlige børsdebut.

»Prospektet for SpaceX’ børsintroduktion har simpelthen medført, at interessen er eksploderet,« siger han og understreger, at virksomheder, der bliver koblet sammen med aktietemaet, er steget 5-10 pct. dagligt.

»Vi er vidner til en ringe i vandet-effekt. Nu bliver området belyst, selvom man har talt om det de sidste 10-15 år, og det er blevet mere konkret, hvordan investeringer i rummet kan komme til at betale sig i fremtiden.«

Per Hansen vurderer, at investorerne ikke alene hamstrer aktierne, fordi de mener, at raketopsendelser og rejser til Mars bliver det nye sort.

For industrien omfavner også virksomheder, som arbejder med alt fra kommunikations- og overvågningssatellitter til AI-datacentre og forsvar - infrastruktur, der er behov for i dag, og som virksomhederne kan tjene på.

Netop SpaceX har ambitioner om at sende datacentre, der driver AI, ud i rummet, mens internettjenesten Starlink er blevet en stabil indtægtskilde for virksomheden og har fået en central rolle i krigsførelsen i Ukraine.

»Spørgsmålet er, om alt det, der bliver regnet ind i aktiemarkedet, også vil udspille sig i den virkelige økonomi i de kommende år,« siger han.

I sidste ende er det ifølge Per Hansen ikke overraskende med begejstringen. Men den risikerer også at tage overhånd.

»For en lang række af virksomhederne kan man analytisk slet ikke regne værdiansættelserne hjem. Men det er heller ikke det, der driver aktierne lige nu. Og det er dér, man skal være varsom,« lyder det fra Per Hansen.

Lige nu køber investorerne ifølge investeringsøkonomen aktierne i håbet om, at de vil stige i morgen. Ikke fordi de ser billige ud i forhold til den indtjening, de leverer.

På samme måde risikerer de en nedtur, hvis de ser for dyre ud, og investorerne i stedet tror, at de vil falde i morgen.

»Når der kommer for mange varmluftballoner, så flyver de langt op, og der er en risiko for, at vi på et tidspunkt får en situation, der minder om den, vi havde i forbindelse med it-boblen i 1990’erne,« siger Per Hansen.

Han vil ikke kalde det en boble, men ser tendenserne.

»Ja, det er ekstremt varmt. Men det er også fuldstændig business as usual på aktiemarkedet. Erfaringen viser, at investorerne indregner en masse i forvejen, og så er det naturligt med de vilde stigninger.«

Chefanalytiker Natalia Setlak fra AL Sydbank stemmer i.

»Håbet om, at virksomhederne kommer til at tjene en masse i fremtiden, er det, der får investorerne til at købe ind i rumaktierne, men der er ikke tale om virksomheder med et kæmpe cashflow. Så stigningerne er ikke så indtjeningsdrevne, men i stedet mere stemningsdrevne,« fortæller hun.

Natalia Setlak mener, at »mange brikker skal falde på plads«, inden det vil være muligt at retfærdiggøre værdiansættelserne af virksomhederne.

»Derfor er der også en stor risiko, når aktier er steget absurd meget på håb. Forsvinder de, bevæger aktierne sig lige så hurtigt den anden vej.«

Tech-milliardæren Elon Musk stiftede SpaceX, som snart indtager børsen, i 2002. Foto: Ilia Yefimovich / AFP / Ritzau Scanpix

Mens der også har været bekymringer for, at techaktierne befinder sig i en AI-boble, har investorerne kunnet finde ro i, at techvirksomhederne har leveret solide regnskaber, der har retfærdiggjort værdiansættelserne.

»Med rumaktier er det sværere at se, hvad der skal drive indtjeningen, hvis man ikke sender datacentre ud i rummet. Man talte også om rumturisme for nogle år siden, men det er ikke blevet det store,« siger Natalia Setlak.

Hun bemærker, at risikoen hænger sammen med det mulige afkast.

»Man kan vinde stort på rumaktier, hvis det bliver det næste store tema, men der er også risiko for, at det ikke bliver det, og vi får en nedtur.«

Hos Danske Bank ser Lars Skovgaard Andersen mod SpaceX’ børsdebut.

Spørgsmålet er, om rumaktierne holder sig flyvende bagefter.

»Hypen risikerer at dø ud på den anden side, og når der ikke er mere raketbrændstof i tanken, så flytter investorerne penge videre til andre dele af aktiemarkedet,« siger Lars Skovgaard Andersen og fortsætter:

»Men det ændrer ikke på, at temaet kan være interessant langsigtet.«

Artiklens emner
Investering
AL Sydbank