Massiv investorflugt har ramt Pimco Total Return Fond, efter at obligationskongen abdicerede
Pimco, der er verdens største obligationsforvalter, er skrumpet gevaldigt i størrelse.
Investorerne har nærmest stået på nakken af hinanden for at komme ud af Pimco (Pacific Investmen Company) i den seneste tid. Det seneste år har investorerne således trukket hele 762 mia. kr. ud af kapitalforvalteren, som er verdens største på obligationsmarkedet.
Alene i oktober trak investorerne 292 mia. kr. ud af Pimco. Den største kapitalflugt i Pimco har fundet sted fra fonden Total Return Fund, der er skrumpet med hele 192 mia. kr. Det viser en opgørelse af de kapitalstrømningerne i de amerikanske investeringsfonde, som analysebureauet Morningstar har lavet.
Det massive udsalg i Pimco og især i Total Return Fund er kommet i kølvandet på, at Bill Gross, der var med til at grundlægge Pimco, forlod kapitalforvalteren tilbage i september. Bill Gross stod indtil sin afgang fra Pimco i spidsen for Total Return Fund, der er verdens største obligationsfond.
I begyndelsen af oktober meldte Pimco ud, at udstrømningen har været størst lige efter at grundlæggeren forlod selskabet. Opgørelsen fra Morningstar viser dog nu, at flugten fra Total Return Fund var større i oktober, end den var i september. Investorflugten er den største i fondens historie, men det har ikke ændret på, at Total Return Fund stadig hører til i sværvægtsklassen.
Udstrømningen svarer til 16 pct. af den samlede formue, der var under forvaltning i Total Return Fund ved udgangen af september. Det betyder, at investorerne stadig har 1.018 mia. kr. stående i fonden.
Opgørelsen fra Morningstar viser samtidig, at formuen under forvaltning er vokset i Janus Capital Group, som Bill Gross er skiftet til. Her man man i de seneste 36 måneder oplevet en tilbagegang, men den er nu vendt. Fonden Janus Global Unconstrained Bond, som Bill Gross nu står i spidsen for, har stået for en tredjedel af væksten.