Fortsæt til indhold

Mandagens aktier: Novo forhindrede kollektiv C20-slankekur

På trods af overvægt til faldende aktier blev det samlede resultat for de danske papirer en begrænset fremgang i mandagens handel, hvor særligt Novo Nordisk-aktien agerede blokade for en kollektiv slankekur.

Investor
Ritzau Finans

Medicinen mod det var ironisk nok en amerikansk godkendelse af vægttabsmidlet Saxenda, som faldt kort før jul og sendte Novo-aktien til tops
herhjemme mandag. C20 Cap-indekset steg med 0,1 pct. til 808,63.

Generelt er det stadig de store temaer omkring olieprisen og udviklingen i Rusland, der dominerer, selv om markedet også skævede til
Grækenland og afstemningen om en ny præsident mandag. Der blev ikke valgt nogen til posten, og dermed skal grækerne igen til parlamentsvalg
i januar, hvilket kan skabe lidt usikkerhed omkring landets rolle i EU.

- Jeg ved ikke, hvor stor en overraskelse det var, at der ikke kunne vælges en præsident. De (premierminister Antonis Samaras og regeringen,
red.) havde tabt to afstemninger allerede, og nu tabte de så en tredje. På den korte bane er det fortsat mest usikkerheden om Rusland og
olieprisen, der tager fokus, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef for aktier hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Novo Nordisk steg med 1,4 pct. til 264,50 kr. og var dermed stærkt medvirkende til at forhindre tilbagegang til de danske eliteaktier. Det
skete på trods af, at godkendelsen af vægttabsmidlet Saxenda var ganske ventet i markedet, efter at et uafhængigt ekspertpanel den 11.
september anbefalede de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) at godkende vægttabsmidlet - tilmed med stemmerne 14-1.

Hos Sydbank spår senioranalytiker Søren Løntoft Hansen et topsalg af Saxenda på 10 mia. kr., men det vil kræve en del arbejde at nå dertil,
lyder vurderingen.

- Det bliver et nyt marked, som Novo Nordisk skal ind på. Det er et marked, som er meget uopdyrket i forhold til diabetesmarkedet, og de nye
midler, der er kommet til, har ikke rigtigt fået succes indtil videre. Det skal Novo Nordisk sammen med disse aktører prøve at lave om på,
og det vil komme til at tage tid, vurderer senioranalytikeren over for Ritzau Finans.

Med i toppen af C20 Cap-indekset var også Coloplast og Genmab, der uden de store selskabsspecifikke nyheder steg med henholdsvis 1,2 pct. og
1,3 pct. til 521,50 kr. og 359 kr.

Med mandagens stigning er Genmab 2014's mest stigende eliteaktie foran smykkeselskabet Pandora, der faldt med 0,7 pct. til 496 kr. Det er
dog fortsat næsten dødt løb mellem de to kombattanter i kampen om at blive 2014's mest stigende eliteaktie herhjemme inden årets sidste
handelsdag tirsdag.

Vindmølleproducenten Vestas modtog ud på eftermiddagen en ordre på 42 megawatt til Italien, inklusive en tiårig serviceaftale i den dyreste
kategori, AOM 5000. Det begrænsede aktiens tilbagegang mandag, hvor det endte med et lille fald på 0,4 pct. til 229,40 kr.

Transport- og logistikselskabet DSV var genstand for omtale i Dagbladet Børsen. DSV har kraftig medgang på det amerikanske marked, hvor
logistikkoncernen har haft en bundlinjevækst på 25 pct. i årets første ni måneder. Aktien faldt alligevel 0,4 pct. til 188,60 kr.

Blandt sidepapirerne var der fremgang til softwareselskabet Simcorp, som har hentet en ordre på Simcorp Dimension til Aserbajdsjan. Det er
den statslige oliefond i landet, der har lagt bestillingen. Simcorp steg med 2,2 pct. til 163,50 kr.