Fortsæt til indhold

Hvad betyder den schweiziske uro for den danske krone?

Hvorvidt beslutningen fra den schweiziske centralbank, SNB, om at fjerne valutaloftet på 1,20 for landets valuta mod euro har nogen konsekvenser for den danske pengepolitik er stadig lidt usikkert.

Investor
/ritzau/FINANS

Hvorvidt beslutningen fra den schweiziske centralbank, SNB, om at fjerne valutaloftet på 1,20 for landets valuta mod euro har nogen konsekvenser for den danske pengepolitik er stadig lidt usikkert.

Det skriver Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, i en kommentar.

Danske kroner blev umiddelbart efter beslutningen også styrket over for euro.

Som Handelsbanken ser det, er der to effekter fra SNB's beslutning, der kan påvirke den fremadrettede udvikling i kroner.

- På den ene side kan fjernelsen af loftet over schweizerfranc give en ventil for presset på danske kroner, da Alpelandets valuta igen kan benyttes som "safe haven" placeringsvaluta, hvis man ønsker at diversificere sig væk fra euro. På den anden side kan de lavere renter i Schweiz gøre det mere attraktivt at vælge kroner, ligesom den manglende intervention fra SNB også kan medvirke til at svække euro generelt, vurderer han.

Hvilken effekt, der kommer til at dominere, er for tidligt at udtale sig om.

Overordnet set venter Handelsbanken dog fortsat, at Nationalbanken inden længe vil sænke indskudsbevisrenten formentlig som modtræk til eventuelt nye lempelser fra ECB på rentemødet 22. januar.

- Hvis SNB's beslutning fører til et øget styrkelsespres på kroner kan det dog fremrykke en sådan beslutning, vurderer Jes Asmussen.