Obligationer: Renter ned efter Nationalbankens indgreb
Det danske obligationsmarked åbner med et lille fald mandag morgen i forhold til fredag eftermiddag.
Den tiårige statsobligationer åbner i 0,33 pct. mod 0,36 pct. fredag ved 17 tiden før Nationalbankens udmelding. Det europæiske obligationsmarked er præget af både små fald og stigninger.
Den 10-årige danske rente faldt fredag til 0,36 pct., og i det tynde marked efter lukketid klokken 17 fredag kom renten helt ned i 0,33 pct.
- Renten kom dermed ned på tysk niveau. Vi venter, at de danske renter kan falde yderligere i de kommende dage. Den 10-årige amerikanske rente faldt i fredags til 1,68 pct., og hen over natten er renten faldet en spids yderligere, skriver Sydbank i en kommentar.
Nationalbanken valgte at hive i bremsen fredag eftermiddag og stoppede salget af statsobligationer sent fredag eftermiddag for at forsvare fastkurspolitikken. Det vil alt andet lige betyde, at prisen på en statsobligation stiger, og renten dermed falder. Målet er at få investorerne til at sende deres kapital andre steder ned i den bugnende valutakasse i Havnegade.
Det er Finansministeriet, der har bedt Nationalbanken om at stoppe udstedelserne af statsobligationer indtil videre. Salget er indstillet - dels fordi finansieringsbehov er meget lavt i år, og dels fordi Nationalbanken gerne vil reducere kapitalindstrømningen.
- Vi vurderer, at tiltaget kan presse de lange danske renter ned under de tyske og dermed være med til at svække kronekursen, skriver Sydbank.
Og det er cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen enig i. Han påpeger, at de korte danske renter for tiden er lavere end de tilsvarende i ECB, mens de lange renter er højere. Og i en periode med et underliggende opadgående pres på kronen, vil der derfor være et ekstra incitament for udenlandske investorer til at købe danske obligationer, hvilket blot øger presset på kronen.
- Øvelsen for Nationalbanken består lige nu i at bremse kapitaltilstrømningen ved også at tvinge den lange ende af rentekurven ned gennem en reduktion af udbuddet af statsobligationer i forhold til det planlagte, skriver Nordeas cheføkonom i en kommentar.
Mandag morgen handles den toneangivende tiårige amerikanske T-bond med en rente i niveauet på 1,67 pct. på markedet i Tokyo.
Mandag vil investorerne afvente reaktionen på Nationalbanken meddelelse fredag, og de vil også skele til de amerikanske nøgletal for PCE-prisdeflator, personlig indkomst og forbrug samt ISM-Industri, der kommer mandag eftermiddag. Allerede inden frokost kommer der PMI-tal for eurozonen for januar.
- Vi venter, at de danske obligationskurser vil være godt understøttet i dag. Falder ISM-indekset, og ser vi fald i stigningstakten i kerneinflationen i USA, vil det alt andet lige udløse rentefald, skriver Sydbank.

