Fortsæt til indhold

Tre gyldne råd til investorerne i den nye aktievirkelighed

Investorerne skal vænne sig til nye tider på aktiemarkedet.

Investor

De seneste seks år har det nærmest været en opsigtsvækkende præstation, hvis man har formået at tabe penge på aktier. Den tid ebber nu ud. Aktieinvestorerne skal til at arbejde for afkastene, mener investeringsøkonom Per Hansen.

Investorerne er igen i denne uge blevet ramt af rentestigninger, afkastpotentialet i obligationer er noget nær udtømt, og den store optur på aktiemarkederne nærmer sig efter alt at dømme sin afslutning.

Hvad gør investorerne så?

Det første, investorerne skal gøre, hvis man spørger Per Hansen, er at vænne sig til en situation, hvor depoterne ikke længere stiger med 10 og 20 pct. år efter år.

»Tiden med de rigtig store aktiestigninger er overstået i denne aktiecyklus. Vi skal vænne os til, at aktieafkastet bliver mindre, at risikoelementet bliver større, og at vi i stedet for at snakke om korrektioner i aktiemarkedet skal snakke om nedture på op mod 25 pct.,« siger Per Hansen fra Nordnet.

Hvor skal investorerne så investere deres penge, når de ikke bare kan sætte sig op i en båd og sejle med tidevandet.

Der er tre steder, man kan kigge:

  1. Først skal man overveje, om man tør sætte sine penge i emerging markets, der har underpræsteret i flere år. Rusland og Brasilien har givet forfærdelige afkast. Man skal spørge sig selv, om der er mulighed for, at det kan få et comeback, for man skal øge sin risiko.
  2. 'Køb og hold'-strategien er på retur. Man skal være mere købs- og salgsopportun. Man kan ikke bare købe Novo Nordisk og holde på den, som man har kunnet tidligere. Når stigningerne bliver mindre, skal en større del af din stigning komme ved, at du bliver bedre til at købe og sælge på de rigtige tidspunkter.
  3. Hvis tidevandet ikke bliver ved med at hæve alle både, så bliver det endnu vigtigere at komme ind og differentiere den rigtige aktie fra den forkerte aktie. Det betyder, at den enkelte investor skal være mere grundig med at lede efter de selskaber, der er i stand til at skille sig positivt ud fra den generelle og mindre positive aktiemarkedsudvikling. Mere arbejde og mere udvælgelse. Man kan ikke bare hvile på de indeksmæssige laurbær.

Det er langt fra nogen ønskesituation, men ifølge Per Hansen er der ingen vej udenom, selv om ovenstående vil øge risikoen.

»Sådan må det være, når vi i en meget lang periode har haft medvind på alle cykelstier. Lave renter, understøttende centralbanker, virksomheder i topform, investorvandring fra obligationer og over i aktier,« siger Per Hansen.

Han vil dog stadig opfordre til, at man placerer en stor del af sine investeringskroner i aktier.

»Selv om renteniveauet stiger en anelse, vil den stadig over et mere langsigtet perspektiv være himmelråbende lav. Og hvis renterne stiger lidt, vil det give et negativt afkast på obligationsrenterne. Så obligationerne er den stensikre vej til negative afkast,« siger Per Hansen.

Forventer man en nedtur, kan man også investere i nedturen ved at shorte. En metode, der gør det muligt at få afkast på faldende aktiekurser. Men det vil Per Hansen ikke anbefale.

»Det vil jeg ikke, for jeg ved ikke, hvornår den næste nedtur rammer. Jeg ved bare med 100 pct. garanti, at vi får en nedtur. Jeg ved også, at nedturen kommer overraskende.«

I stedet skal investorerne bare vænne sig til, at et godt afkast på aktiemarkedet er 4 til 6 pct.

»De seneste seks års afkast på 15-20 pct. er ikke normen, og det har investorerne det med at glemme,« siger han.

Artiklens emner
Nordnet
Per Hansen