Fortsæt til indhold

Europa aktier: Coloplast ligger nederst på kontinentet

Det er fortsat de nedslående meldinger fra forhandlingerne om Grækenlands gældskrise, der præger Europas børser tirsdag og sender de fleste aktiepile i negativ retning.

Investor
ritzau FINANS

Samtidig har en nedjustering sendt Coloplast-aktien i dørken, så den ligger allerværst blandt papirerne i det brede Stoxx 600-indeks.

Samlet falder Stoxx 600 med 0,7 pct. til 380,53 og ligger i det laveste niveau i fire måneder. 17 af 19 underindeks falder, og hele 535 af indeksets 600 enkeltaktier ligger i rødt.

Den nyeste melding fra Grækenland er, at der ikke vil blive fremlagt nye reformforslag fra den græske regerings side, når eurolandenes finansministre mødes til topmøde torsdag. Det siger finansminister Yanis Varoufakis ifølge tyske Bild, og det har sat gang i nye spekulationer om et græsk farvel til eurozonen, også kaldet "grexit".

Græske aktier er også blandt de værst ramte af den nye uro. Det ledende aktieindeks i Athen falder 3,7 pct., og i Stoxx 600-indekset er National Bank of Greece, Hellenic Telecommunications, Alpha Bank og OPAP alle blandt de meste faldende papirer.

De overgås dog af Coloplast, der efter sin nedjustering kl. 11 tirsdag får tæv på den københavnske børs. En række faktorer hæmmer medicoselskabet, der derfor skruer ned for både væksten og overskudsgraden i 2014/15. Det koster et kursfald på 9 pct. og en bundplacering i Europa.

Statoil har taget overskrifter med en spareplan, der skal fjerne mellem 1100 og 1500 ansatte fra lønningslisten inden udgangen af næste år. Det er nødvendigt for at sikre konkurrenceevnen og "den fremtidige værdiskabelse" siger den nytiltrådte driftschef, Anders Opedal. I forvejen har 1340 fastansatte og 995 eksterne konsulenter forladt oliegiganten det seneste halvandet år, oplyser selskabet. Statoil-aktien er dog ikke stort påvirket og ligger kun 0,3 pct. lavere i 140,60 norske kr.

Lufthansa-aktien er til gengæld presset af anklager i den tyske avis Handelsblatt, der sår tvivl om flyselskabets sparemål. Avisen skriver, at Lufthansa ikke vil kunne nå de årlige besparelser på 1,5 mia. euro, selskabet stilede efter med sit Score-program fra 2012. Lufthansa har selv dementeret anklagerne i en kommentar, men aktien falder alligevel 2 pct. til 11,68 euro.