Fortsæt til indhold

Europas aktier: Grækenland lider mest

Der er fald på de fleste aktiemarkeder i Europa som følge af usikkerhed omkring Grækenlands fremtid i eurosamarbejdet, og det er de græske aktier, som er ramt af de største kursfald i torsdagens handel.

Investor
Ritzau Finans

Ved middagstid torsdag falder det græske ASE-indeks - landets pendant til C20-indekset - med hele 3,4 pct. Indekset er faldet 20 pct. den seneste uge, men det er også cirka det niveau, som indekset er faldet i løbet af 2015.

Faldet i det græske er noget større end Europa generelt, der målt på det brede, fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 1 pct.

Torsdag mødes finansministrene i eurozonen i Luxembourg for at diskutere Grækenland, men de fleste venter ikke, at der kommer nogen form afklaring, og den form for usikkerhed er ikke aktieinvestorers yndlingsret.

- Markedet kan ikke lide at være afventende og hader usikkerhed. Det faktum, at der fortsat er en del usikkerhed omkring resultatet, gør folk nervøse og tynger markederne, siger Carsten Hilck, porteføljemanager ved Union Investment Privatfonds, til Bloomberg News.

Blandt selskaberne er det især flere af de græske selskaber, som tager de største kurslussinger i torsdagens handel. Eksempelvis falder Alpha Bank 9,7 pct. til 0,20 euro, mens det græske bookmakerselskab OPAP falder 4 pct. til 6,75 euro.

Man skal dog til Tyskland for at finde torsdagens største kursfald i Stoxx 600-indeks.

Det tyske ingeniørfirma Bilfingers aktier er på det laveste i seks år, efter at koncernen torsdag har oplyst, at det har planer om at sælge et underselskab, som bygger og vedligeholder elkraftværker. Det skriver Bloomberg News.

Udmeldingen har medført, at Bilfinger-aktien torsdag falder 14,4 pct. til 32,11 euro.

Årsagen til salget er, at man i en gennemgang af finanserne har blotlagt et betragteligt tab. Bilfinger, der har nedjusteret forventningerne til eget overskud fire gange de seneste 12 måneder, forventer, at elkraftværk-selskabet vil lide et tab på omkring 100 mio. euro, svarende til 746 mio. kr., i år.

Af de blot 39 selskaber, som ligger i grønt i Stoxx 600, finder man en række selskaber, der gør sig inden for udvinding af ædelmetaller.

Guld- og sølvpriserne stiger torsdag, og det er muligvis med til at understøtte selskaber som Randgold Resources og Fresnillo, der stiger henholdsvis 3 pct. og 3,7 pct. til 4560 pence og 738 pence på børsen i London.