Guld er lige som trompetbukser - ingen vil eje det
Tiltrækningskraften er væk og priserne falder. Men nedturen er langt fra slut, lyder vurderinger.
Guldprisen har været under pres de seneste knap fire år, og den negative udvikling ser ifølge en række analytikere ikke ud til at gå over lige med det første.
For udover prisfaldet har guldet også mistet sin tiltrækningskraft. Det beretter Bloomberg News, som fremhæver, at trenden betyder meget i det fysiske guldmarked, hvor omkring 60 pct. af det producerede eller genanvendte guld hvert år bliver brugt til smykker eller til industrielle formål.
De resterende cirka 40 pct. bliver solgt som mønter eller guldbarrer. Så når efterspørgslen fra investorerne forsvinder, kan det få smertefulde konsekvenser for de tilbageværende guldejere. Prisen på guldet er faldet til under 1.100 dollar per troy ounce fra toppen i 2011 på 1.923 dollar per ounce.
Og ifølge en undersøgelse udfærdiget af Bloomberg News, så venter analytikerne, at nedturen fortsætter til 984 dollar per ounce inden januar.
- Guld er ligesom trompetbukser - ikke in i øjeblikket, og ingen ønsker at eje det. Det kommer ikke til at kollapse, men vi mener, at det vil nå et lavere punkt i den ikke alt for fjerne fremtid, siger analytiker Robin Bhar fra finanshuset Societe Generale.
Guldprisen, som er på vej til at lukke juli af med det største månedlige fald i to år, falder som følge af øgede spekulationer om, at de amerikanske renter vil blive hævet i år, hvilket vil bremse efterspørgslen på guldbarrer.
Guld giver ikke noget afkast sammenlignet med konkurrerende aktiver såsom aktier og obligationer. Samtidig har Kina købt mindre af det ædle metal end analytikerne havde ventet, og dollarstyrkelsen er også med til at lægge en dæmper på efterspørgslen.
Frem til og med 2012 steg guldfuturen 12 år i træk, hvor prisen blev seksdoblet.
Men en forbedring i den amerikanske økonomi ændrede stemningen, så guldprisen i april 2013 gik i bear-market, hvilket vil sige et fald på mere end 20 pct. fra toppen.
Udsigterne til fortsatte fald bliver også bakket op af Goldman Sachs-analytiker Jeffrey Currie, der før nedturen i 2013 anbefalede at sælge. Også han tror på, at guldet kan falde til under 1.000 dollar per ounce.

