Fortsæt til indhold

Hollandsk børsmøgler åbner for gratis aktiehandel

Den hollandske børsmægler Degiro vil fremover tilbyde kunder online handel med aktier - helt uden kurtage, gebyrer eller andre handelsomkostninger.

Investor
/ritzau/FINANS

Det sker under en ny platform - det såkaldte DEZIRO - der i løbet af det kommende år vil blive lanceret i 20 lande globalt.

- Dette åbner for en ny radikal front i Degiros korstog mod tårnhøje priser for private kunder, og den langvarige, urimelige og unødvendige fordel, som institutionelle kunder tidligere har haft, skriver det hollandske selskab i en meddelelse.

Ud over gratis handel med aktier vil der også - via DEZIRO-platformen - blive tilbudt adgang til andre finansielle produkter som eksempelvis ETF'er og derivater til det, som Degiro selv kalder for "marginale priser."

Og det hollandske selskab er selv meget sikker på forretningsmodellen, der i stedet er baseret på reklameindtægter.

- For to år siden revolutionerede vi aktiehandelen i Europa med Degiro og sænkede handelsomkostningerne med 80 pct. Dette er dog slet ikke nok - vi ønsker at revidere markedet for online børshandel totalt. For bestemte typer børshandel kan og bør der være et omkostningsfrit alternativ. Mens vi starter med aktier, er vi overbevidste om, at en omkostningsfri reklamebaseret model vil spille en stor rolle i fremtidens børshandel, siger Gijs Nagel, der er administrerende direktør hos Degiro.

- Når industrien kigger tilbage om ti år, vil ideen om nogensinde at have betalt for børshandel virke absurd - det er tid til forandring nu, fortsætter han.