Dagligt bruges denne app én mia. gange: Nu vil ejeren børsnoteres
Ejeren af den populære dating-app Tinder har ansøgt om at komme på Nasdaq-børsen.
Det må være lige før, Nasdaq-børsen overvejer, om investorer bare skal swipe til højre på deres smartphone for at skyde penge i den amerikanske virksomhed The Match Group.
For fredag ansøgte The Match Group, der står bag 45 onlinebaserede datingtjenester, om at komme på netop Nasdaq-børsen.
The Match Groups mest kendte tjeneste er app'en Tinder, der har over 50 mio. brugere på verdensplan, og som fungerer på den måde, at en bruger på sin app får præsenteret et billede af en anden bruger, hvorefter den første bruger anonymt kan swipe til højre, hvis den har lyst til at vide mere om den anden bruger, eller swipe til venstre, hvis den vil videre til næste bruger.
Såfremt begge brugere har swipet til højre, opstår et såkaldt match, og de to brugere kan indlede en chat og en eventuelt senere date.
Det estimeres, at der laves omkring 26 mio. matches hver dag, og siden Tinder blev født i 2012 er der lavet over otte mia. matches.
Samtidig swiper brugerne på Tinder én mia. gange dagligt.
Så det er altså en yderst brugt service, The Match Group kan tage med ind i sin børsnotering.
Ifølge Nasdaqs hjemmeside håber The Match Group, at investorer vil skyde op mod 500 mio. dollars, svarende til knap 3,3 mia. kr., i virksomheden.
MTCH bliver det navn, som aktien kommer til at blive handlet under, såfremt børsnoteringen bliver en realitet. Det er endnu usikkert, hvad prisen på en MTCH-aktie kommer til at være, eller hvornår man kan erhverve sig aktien.
The Match Group blev stiftet i 2009 og er siden blevet stor på sine mange tjenester, der udover Tinder også tæller Match.com og OKCupid, ligesom selskabet i juli købte den canadiske datinghjemmeside PlentyOfFish for næsten fire mia. kr.
I 2014 havde The Match Group et overskud på 148,4 mio. dollars, tæt på én mia. kr.
The Match Group er en del af InterActiveCorp/IAC, der ejes af milliardæren Barry Diller. IAC vil efter børsnoteringen fortsat sidde på aktiemajoriteten i The Match Group.

